Engagement og ydmyghed

Skrevet af:

Martin Hansen, Kommunikationskonsulent

Udgivet 20. september 2022

Med Lis Lund Pedersen i spidsen og med en masse engagerede menneskers hjælp har Den Grønne Dag- og Aftenskole i nu 33 år været en central del af en masse deltageres liv.

Det er en solrig og varm sensommerdag i august, da jeg ankommer i Collinsgade. Træernes grønne trækroner og Sortedams Søs blå vand spiller flot sammen med de fine, gamle københavnske huse. I den høje kælder, hvor Den Grønne Dag- og Aftenskole holder til, bliver jeg budt velkommen af Lis Lund Pedersen og Julie Berger, der har kontor lige inden for døren. Lis er skoleleder og Julie administrativ medarbejder – for nu. Men mere om det senere.

Lokalerne summer af stille aktivitet og mennesker. Flere af disse samles sammen med Lis og Julie i et af undervisningslokalerne for at snakke med mig om skolen. Og det bliver en hyggelig snak, der – selv om Lis naturligt fører ordet mest – viser, at skolen er båret af mange, engagerede mennesker. Sarah Schein og Evalajka Pervin er undervisere, Noël Vesterdal er i praktik i administrationen og Henrik Bak og Lars Bo Larsen er både frivillige og deltagere.

Der er en ånd af, at stedet ikke blot er en fysisk ramme, man kan opholde sig i, men et fællesskab som alle er en del af. Der er en tydelig glæde – ja, måske endda stolthed – over at være en del af skolen. Det understreges ikke mindst af, at flere har været med i en endog ganske lang årrække. Lis var med til at starte det hele, men Lars Bo var faktisk også en af skolens første deltagere.

Manglede tilbud

For 33 år siden arbejdede Lis Lund Pedersen som lægesekretær sammen med overlæge Finn Jørgensen på Sankt Hans Hospital, der er et hospital for mennesker med psykiske lidelser ved Roskilde. Gennem deres virke oplevede de gang på gang, at patienter efter endt ophold og behandling blev efterladt i ensomhed og mangel på meningsfuld hverdag. Derfor oprettede Lis og Finn i 1990 SV-Netværket, der fik til formål at hjælpe disse mennesker med undervisning, kultur, bevægelse – og fællesskaber.

Bogstaverne SV i navnet blev valgt, fordi aktiviteterne i første omgang blev lagt i Københavns SydVest-kvarter. De allerførste aktiviteter var cykelture og svømning – aktiviteter der tiltrak de første deltagere, som så kunne komme med forslag til nye fag og aktiviteter. Denne medbestemmelse i forhold til skolens aktiviteter er den dag i dag helt central. Det er først og fremmest deltagerne, der kommer med forslag til nye fag og aktiviteter.

Behov for aftenskole

Få måneder efter oprettelsen stod det klart, at selve undervisningen skulle foregå i mere organiserede rammer, og derfor oprettede de Den Grønne Daghøjskole, der med tiden skiftede navn til Den Grønne Dag- og Aftenskole. Lis Lund Pedersen fik orlov fra sin stilling på Sankt Hans Hospital og har siden været leder af skolen. Finn var også meget aktiv i de første år, men måtte stoppe i 1995 grundet alvorlig sygdom.

(Artiklen fortsætter under billedet).

IMG 3909 Kopier

Nervøs for målgruppen

Efter tre år, hvor skolen i mellemtiden var flyttet til Ryesgade, så Lis i avisen nogle ledige lokaler på Østerbro. Lokalerne lå i Collinsgade, der ligger lige ud til Sortedams Sø. De var ejet af en reklamemand, der i første omgang var lidt skeptisk over at leje ud til et sted med psykisk udfordrede mennesker. Han var bange for, at det ville give ballade, da han intet kendte til skolen eller deltagerne.

”Det var en anden tid,” fortæller Lis Lund Pedersen, ”og der var mange fordomme fra de mennesker, vi skulle samarbejde med. Men jeg fik hurtigt gjort ham klart, at der ingen problemer ville være – og det har der heller ikke været al den tid vi har ligget her.”

Lis fik lov at leje lokalerne, mod at love, at hun ikke skiltede med, at skolen var for psykisk syge.

”Det er lidt ironisk, at nogle af de samme lokaler siden er kommet til at huse en organisation for behandling af alkoholisme – med store skilte i vinduerne. Men tiderne er jo blevet nogle andre,” griner Lis.

Skolen bredte sig

Med tiden kom flere lokaler til, og selv om nogle af dem er afhændet igen, har skolen i dag undervisning og værksteder på begge sider af gaden.

Det er en dyr adresse, men den er central og nem at komme til. Og skolens deltagere er trygge ved at komme her, så der søges løbende fonde og lignende for at kunne blive der.

SV-Netværket og Den Grønne Dag- og Aftenskole fungerer stadig som to sideløbende foreninger. Netværket er primært rammen om fondsansøgninger og rejser og andre aktiviteter, der ikke har med folkeoplysningsloven at gøre, mens aftenskolen naturligt er rammen om undervisning og foredrag.

”Det er dog lidt besværligt at administrere to bestyrelser, regnskaber og så videre, så vi overvejer at slå dem sammen til en forening,” indrømmer Lis Lund Pedersen, der allerede har snakket med DOF’s konsulenter omkring, hvordan det gribes an.

Samme mål

Her 33 år efter skolens start er målet stadig det samme: At inddrage deltagerne i det almindelige liv så godt som muligt.

SV-Netværket er stadig rammen om rejser, der for mange af deltagerne er eneste ferierejse, de kommer på. Netværket hjælper deltagerne med at spare op i god tid op til. Og deltagerne inddrages også i planlægningen af programmet. Det er ofte et tætpakket og detaljeret program, for de fleste af deltagerne har behov for en fast struktur.

Skolen har en lang række forskellige fag, der som tidligere skrevet udspringer af deltagernes ønsker og behov. I øjeblikket udbydes sprog, hverdags IT, økonomi, filosofi, kunst og en række kreative fag. Blandt de sidste tæller billedkunst og grafik, hvor det kreative værksted på den anden side af gaden er omdrejningspunktet. Her står en stor grafisk presse, der har været lidt af et trækplaster. Den er blandt andet grunden til, at Evalajka Pervin, der underviser i billedkunst, blev tilknyttet skolen. Som udøvende kunstner fik hun for år tilbage lov at bruge pressen, når der ikke var undervisning – og pludselig stod hun kort efter selv som underviser i billedkunst. I grafik underviser Jasper Stürup.

Skolen har også både en filmklub og en litteraturcafe, der er drevet af frivillige og deltagere.

(Artiklen fortsætter under billedet).

Skolen ligger smukt ned til Søerne i København.

Skolen ligger smukt ned til Søerne i København.

Fællesskab over fag

Selve faget er ikke det vigtigste. Men at det interesserer deltagerne, er vigtigt.

”Vores deltagere er vant til at blive identificeret med deres diagnose,” fortæller Lis Lund Pedersen. ”Men hos os er de helt almindelige mennesker, der samles om deres interesser. Vi snakker ikke om diagnoser – men om fag og fællesskaber. Samtidig er vi for mange også det primære sted, de kan gå hen, hvis de ikke bare skal være hjemme.”

Begge undervisere, Sarah Schein og Evalajka Pervin, nikker til dette:

”Det her sted gør os ydmyge. Det er et meget vigtigt sted for deltagerne, og mange af dem kommer lige så meget, som de har råd til.”

Derfor kræver det også en god portion rummelighed at undervise her.

”Vores deltagere har gode og mindre gode dage, og det skal vi selvfølgelig tage hensyn til,” forklarer Sarah Schein, der underviser i blandt andet filosofi. Hun forklarer, at rummeligheden også gælder deltagerne, der også har stor forståelse for hinandens situation. Det er med til at give den helt nødvendige tryghed, som det kræver.

”Det betyder også, at nogle deltagere kan være væk i flere måneder eller endda halve og hele år. Men det betyder ikke, at de er stoppet på skolen. Jeg har en deltager, der efter et halvt års fravær var lidt fortørnet over, at jeg havde ryddet hans opslagstavle med billeder. Han gik jo stadig til billedkunst, som han sagde, da han kom tilbage!” supplerer Evalajka med et smil.

Rummeligheden viser sig også på et helt lavpraktisk plan, hvor der tages hensyn til målgruppens døgnrytme. De tidligste hold begynder først lidt op ad formiddagen, og de sene slutter som regel inden aftensmadstid.

Spreder det gode budskab

Skolen udgiver flere gange om året et blad, NET OP, der både indeholder nyt fra skolen, små artikler om aktuelle emner og information om kurser og aktiviteter. Dertil kommer, at skolen også bruger Facebook og Instagram til at fortælle om igangværende og kommende kurser. Og så sendes der nyhedsmail ud til skolens medlemmer og deltagere. Det er et af de områder, hvor både praktikanter og frivillige er meget aktive og laver artikler og opslag.

Desuden sender skolen brochurer ud til distriktspsykiatrien, hospitaler og psykiatere.

Åbent hus

En anden aktivitet, der giver synlighed – både i forhold til potentielle deltagere og lokalområdet generelt er skolens åbent hus-arrangementer. Mens jeg er på besøg, er der tydeligvis et sådant åbent hus på trapperne. Især ovre i det grafiske værksted, er der tegn på, at deltagerne er ved gøre klar til at udstille deres flotte og kreative produktioner.

Evalajka Pervin fortæller:

”Vores udstillinger er en god mulighed for at se nærmere på skolen – uden de forpligter sig til mere. Mennesker med psykisk sårbarhed er ofte meget forsigtige med nye steder og nye mennesker, og derfor er det helt oplagt, at de bare kan komme forbi og kigge – og gå igen, når de har lyst.”

Det kommende åbent hus finder sted i skolens lokaler den 23. september og byder blandt andet på elevudstilling, arbejdende værksteder og en kop kaffe.

Fremtiden på plads

Lis Lund Pedersen har ikke haft de store udfordringer med at skaffe medlemmer til bestyrelsen gennem årene. Delvist fordi, der ikke har været den store udskiftning. Men apropos udskiftning så er Lis selv ved at overveje at trappe lidt ned. Derfor har hun ansat Julie Berger. Det er planen, at Julie med tiden overtager ledelsen af skolen.

Da jeg igen forlader skolens lokaler og går ud i den smukke solskinsdækkede gade, er det fuld af den smittende energi. Jeg smiler lidt ad naboens skilte for alkoholbehandling og ryster let på hovedet over udlejerens bekymring over skolens deltagere. Tiderne er måske nok skiftet til mere tolerance, men jeg tror egentlig, at udlejeren også dengang havde været mere end tryg, hvis han selv havde set, hvilket fint sted Den Grønne Dag- og Aftenskole er. Det er muligvis en anelse mere besværligt at drive en aftenskole for en udfordret målgruppe, men tydeligvis også meget givende. Og dejligt at opleve, at der er mennesker, der knokler for at folkeoplysningen kan være for alle!

Den Grønne Dag- og Aftenskole

Leder: Lis Lund Pedersen
35 38 65 80
dg@nypost.dk

https://www.den-groenne.dk/

Nøgletal for 2021

I parentes tallet for 2019 – før Corona-nedlukninger og dermed mere retvisende.

138 deltagere (263)
830 undervisningstimer (1617)
10 debatarrangementer (14)