Så skal vi feste

Skrevet af:

Martin Hansen, Kommunikationskonsulent

Udgivet 18. september 2023

Fredag den 27. oktober fejrer vi DOF’s fødselsdag rundt om i landet og samtidig sammen. Det sker ved fem regionale arrangementer – og en samlet online begivenhed. Og du er inviteret med!

Det er forhåbentlig gået de færreste næser forbi, at DOF i år fejrer 50-års jubilæum. Vi har allerede markeret det med tegnefilm, MAGTs underholdning på landsmødet, jubilæumssang og så videre. Men vi mangler stadig det vigtigste: selve fødselsdagen.

Den 27. oktober 1973 blev DOF stiftet på et møde i Kalundborg. Og den 27. oktober i 2023 – præcis 50 år efter – falder på en fredag. Og det er jo en oplagt dag at indbyde til fest, så det gør vi!

Regionale fester

I erkendelse af, at det kan være svært at samle folk fra hele landet på ét sted på en fredag, har vi i stedet valgt at lade DOF’s fem regioner være omdrejningspunkt for dagen.

Her indkalder den lokale regionsbestyrelse til en festlig eftermiddag/aften, hvor der skal hygges med sang, taler, underholdning og lidt godt til ganen. Og ikke mindst godt selskab.

Derfor kan du finde en jubilæumsfejring i din egen region tæt på, hvor du bor. Og hvis du tilfældigvis ikke er hjemme den dag, er du velkommen til at deltage i den region, du befinder dig i.

Fælles, online begivenhed

Men! Vi skal også mødes på tværs af hele landet, så vi kan fejre det landsdækkende fællesskab, som DOF har udviklet sig til.

Det sker via en times online begivenhed, som streames ud til storskærme i de fem regioner. Her vil vi møde DOF-koryfæer, synge sammen, blive underholdt og meget mere. Vi skal også afsløre, hvem der er DOF-profeten – altså vinderen af profet-quizzen. Noget af indholdet vil være optaget på forhånd og andet vises live fra studiet i Roskilde.

Vi glæder os meget til at fejre dagen med jer alle. Så husk at tilmelde alle gode folk i og venner af jeres aftenskole. Tilmelding kan ske på DOF’s hjemmeside. Det er gratis – men skal ske senest 13. oktober.

Regionale jubilæumsfejringer

Alle finder sted fredag den 27. oktober. De forskellige lokale arrangementer byder på taler, sang og underholdning.

Nordjylland

Sted: Trekanten, Sebbersundvej 2A, 9220 Aalborg Øst
Tidsrum: 14.30-17.00
Læs mere og tilmeld

Midtjylland

Sted: DOF Herning Aftenskole, Bornholmsvej 10, 7400 Herning
Tidsrum: 14.30-17.00
Læs mere og tilmeld

Syddanmark

Sted: KUC, Ågade 27, 6000 Kolding
Tidsrum: 14.30-17.00
Læs mere og tilmeld

Sjælland

Sted: Pakhuset, Vesterbro torv 4, 4500 Nykøbing Sj.
Tidsrum: 15.00-20.00
Læs mere og tilmeld

Hovedstaden

Sted: Kofoeds Skole (Cafeen), Holmbladsgade 120, 2300 København S
Tidsrum: 15.00-?
Læs mere og tilmeld