Hvorfor undersøge, hvordan vi selv underviser?
Skrevet af:
Katrine Hee, Århus Kunstakademi
Udgivet 31. august 2023
Århus Kunstakademi har forsøgt at blive klogere på sig selv i forhold til blandt andet undervisning, lokaler og organisering. Det blev et større projekt, der gav en masse gode indsigter.
Ofte har man som forening en fortælling om det, man laver, som man præsenterer på sin hjemmeside, sociale medier og i forskellige offentlige sammenhænge. Samtidigt har man i organisationen også en indforstået, nogle gange uudtalt opfattelse af, hvad det er, man kan og gør. Og måske handler man og agerer på måder, man slet ikke selv er bevidst om.
I efteråret 2019 besluttede vi på Århus Kunstakademi at komme ’et spadestik’ dybere i forståelsen af vores egne processer. Vi ville gerne blive klogere på det arbejde, vi allerede gjorde, samt blotlægge, hvor vi kunne udvikle os mere. Både som udbyder af kunstundervisning, som organisation og arbejdsplads. Vi igangsatte derfor en længere undersøgelse af os selv.
Her ville vi eksempelvis gerne blive klogere på, hvordan det rent faktisk foregår, når vi siger, at vores kursister får ”en meningsfuld og udviklende oplevelse med kunsten”, og at vores undervisning ”sker på baggrund af vores høje faglige niveau med en ambition om samfundsmæssig, personlig og kunstnerisk relevans”. Hvad indebærer og betyder det? Hvordan kommer det til udtryk?
Samtidigt med at vi gerne ville blive klogere på det, vi gjorde, oplevede vi ved flere lejligheder, at vi manglede underbygget dokumentation for vores arbejde og den undervisning, vi udbyder. Vi havde et voksende ønske om at synliggøre de kvaliteter og muligheder, som det folkeoplysende arbejde indeholder. Både over for politiske beslutningstagere og offentlige forvaltninger og som en mulighed for vidensdeling til andre folkeoplysende foreninger, der udbyder kreative, kunstneriske kurser. Vores undersøgelse skulle derfor også resultere i et konkret produkt, en publikation, der kunne anvendes til dette formål.
(Artiklen fortsætter efter billedet).
Eksempelvis er fælles refleksion og diskussion et vigtigt værktøj i vores stræben efter at udvikle en undervisning, som giver mening for både kursister og undervisere, skaber sammenhold på kurserne samt udvikler og styrker den enkelte deltager.
Arbejdet med det didaktiske
Med udgangspunkt i interviews, dialogmøder og observationer undersøgte vi vores didaktik. Altså den måde vi tilrettelægger og gennemfører vores undervisning; fra den enkelte undervisers arbejde, det tværfaglige samarbejde på stedet og den samskabelse, som foregår mellem ledelse, undervisere og vores kursister og de lokaler, det hele foregår i.
Vi observerede undervisningen på kurser og vores 4-årige fortløbende kunstforløb. Vi lyttede til deltagernes oplevelser, erfaringer og meninger i fokusgrupper. Her spurgte vi ind til det, de oplever i undervisningssituationerne, måden undervisningen foregår på, deres underviseres baggrund og virke som udøvende kunstnere, mangfoldigheden og interaktionen deltagerne i mellem og deres egne muligheder for indflydelse.
Da al vores undervisning foregår i en gammel tobaksfabrik, spurgte vi også ind til de lokaler, undervisningen foregår i. Lokalernes anvendelsesmuligheder, indretning og betydning.
Blandt underviserne tog vi fat i de samme emner. Men vi gik også dybere ind i tematikker som læringsrummet, fagtraditioner, samarbejde og den folkeoplysende rolle.
Undersøgelsen har fået støtte fra DOF's Initiativpulje og Oplysningsforbundenes Lokalforeningspulje.
Om Århus Kunstakademi
Foreningen Århus Kunstakademi har siden sin grundlæggelse for snart 60 år siden arbejdet med at udbyde en fri og åben undervisning i kunst, kreativitet og kunsthåndværk. For os er den kunstneriske udvikling en vigtig del af vores kulturelle dannelse og identitet. Det kommer i dag til udtryk i et bredt udvalg af kurser samt et 4-årigt fortløbende kunstforløb, en åben kunstuddannelse som billedkunstner. Alle kurser har et højt fagligt niveau og alle er udbudt inden for folkeoplysende voksenundervisning.
Læs hele undersøgelsen
Resultatet af undersøgelsen kan læses i publikationen Kunsten at undervise i kunst, som er omdelt til de studerende og ansatte på Århus Kunstakademi.
Den er også udleveret til samarbejdspartnere og alle interesserede kan downloade den som pdf.
Projektet fik støtte af Dansk Oplysnings Forbunds Initiativpulje samt Oplysningsforbundenes Lokalforeningspulje.