Fokus på både den demensramte og de pårørende
Skrevet af:
Kirsten S. Knudsen, Foreningskonsulent
Udgivet 30. oktober 2023
Interessen for at vide mere om demenssygdomme og deres konsekvenser for både den demensramte og de pårørende, er stigende. Det gælder også i aftenskolerne, hvor mødet med deltagere med begyndende demens er blevet et vilkår for mange undervisere.
Hvad gør man, når en deltager gennem mange år begynder at ændre adfærd, og man mistænker demens? Hvor længe kan man forblive deltager på et alment hold, når man har demens? Hvordan tackler man det som underviser, og hvilken rolle får skolelederen?
Disse og mange andre spørgsmål tog vi i juni hul på under et online inspirationsoplæg ved Karin Madsen, daglig leder af Demensfællesskabet Fyn, som er et initiativ under Alzheimerforeningen. Der var god tilslutning til oplægget, som gav os en introduktion til demenssygdomme og derefter gav plads til en masse spørgsmål og dialog om vilkårene for undervisning af demente i aftenskolen.
En enkelt deltager med demens
For underviserne er det vigtigt at vide, hvordan de genkender demens, og hvem de kan tale med om det. De situationer, vi har hørt om de senere år, kalder på, at man som underviser har en god sparringspartner i skolelederen, og at man sammen finder en løsning.
Hvis det drejer sig om en deltager, som underviseren har haft på holdet i en årrække, kan udfordringerne måske klares med enkle greb i den didaktiske værktøjskasse. Ingen kan dog vide, hvor længe eller hvor kort tid, det er en løsning, for der er stor forskel på udviklingen af demens.
At levere kvalitet både over for den enkelte og holdet kan være en svær udfordring. Derfor er det vigtigt, at underviseren kan gå til skolelederen, når det ikke længere er godt for deltageren at være på holdet. Det kan være nødvendigt at inddrage de pårørende i forhold til at finde nye løsninger for deltageren, og det kan kræve meget takt og nænsomhed.
Et helt hold med demensramte deltagere
Hvis man vil lave et hold kun for deltagere med demens, skal man overveje, om man bevæger sig ind på et område, hvor der er behov for ledsagelse og særlig omsorg eller pleje. Der kan være en hårfin grænse mellem undervisning, der giver mening, og aktiviteter, der i højere grad hører hjemme i et pleje- og omsorgsmiljø. Karin Madsen anbefaler, at aftenskolerne kun påtager sig at undervise deltagere med demens i let/mellemsvær grad, da det ellers er en opgave, der kræver helt andre ressourcer.
I aftenskolen kræver et alment hold ikke almindeligvis en uddannelse i specialundervisning eller meget specifik didaktik, men en underviser, som skal stå alene med et hold, hvor alle deltagere er demente, kan godt få brug for efteruddannelse, da det er en særlig gruppe, hvor der skal tages store hensyn i tilrettelæggelsen.
(Artiklen fortsætter efter citatet).
I aftenskolen kan man også lave aktiviteter for pårørende til demente. Men de er ikke nødvendigvis en gruppe med sammenfaldende interesser. Så hvad kan aftenskolen tilbyde, som giver mening?
De pårørende
I aftenskolen kan man også lave aktiviteter for pårørende til demente. Men de er ikke nødvendigvis en gruppe med sammenfaldende interesser. Så hvad kan aftenskolen tilbyde, som giver mening?
Det kan naturligvis være foredrag, debatter og andet godt, men man kan også have for øje, at pårørende og demente kan være sammen om en aktivitet, eller man kan tilrettelægge aktiviteter og undervisning sideløbende, så de pårørende møder ligesindede, og den demente samtidig er i gode hænder i undervisning eller aktivitet i tilstødende lokaler.
Demensvenligt miljø
På Biecentret i Hobro møder de demensproblematikken i flere sammenhænge. De ansatte på centret har fået uddannelse som ”Demensven”, et tilbud fra Alzheimerforeningen, hvor man sætter fokus på et demensvenligt samfund.
Ifølge leder af Biecentret Simon Griis har det givet en øget forståelse for den adfærd, en dement bruger udviser, og gode redskaber til at tackle det. Nu overvejer de, om det skal være et tilbud til de frivillige også, så de også får nemmere ved at tackle situationer i de frivillige aktiviteter og værksteder. Det betyder også, at pårørende kan komme i centret med deres demente familiemedlem og finde aktiviteter for begge parter.
Demenskoordinator i kommunen
De fleste kommuner har en demenskoordinator, som er kontaktperson på området. Hvis du har brug for lokal viden eller gerne vil i samarbejde med nogen omkring demens, kan det være et godt sted at starte. Det var gennem den kommunale demenskoordinator i Mariagerfjord Kommune, Simon Griis og Biecentret fik hul på at få et kursus til de ansatte.
Alzheimerforeningen er den største interesseorganisation herhjemme, og det er som tidligere nævnt dem, der har udviklet demensven-konceptet. Alzheimerforeningen har en række lokalforeninger og rådgivninger, som man også kan rette henvendelse til.
