De gode historier – om demens og aftenskole

Skrevet af:

Kirsten S. Knudsen, Foreningskonsulent

Udgivet 10. oktober 2024

Så er vi i gang! Aktiviteter for mennesker med demens og deres pårørende begynder at folde sig ud i Dansk Oplysnings Forbund.

Kor er stort i Dansk Oplysnings Forbund, og nu bliver det endnu større. Med DR’s udsendelsesrække om Demenskoret er interessen for at lave demenskor vokset i DOF. Selv om nogle af aktiviteterne ikke er sat i gang endnu, vil vi gerne løfte sløret for lidt at det, der er i gang og noget, der er på vej. Måske kan det inspirere din skole? Og det er ikke kun kor, der er interesse for, også andre typer af aktiviteter ser dagens lys.

Odense: Med tilskud fra Demensfællesskab Fyn

Skoleleder Lisbeth Lunding fra DOF Paarup Aftenskole satte allerede i foråret gang i et godt samarbejde med Demensfællesskab Fyn, hvor Karin Madsen er leder. Aftenskolen fungerer som den organisatoriske ramme om koret, som er etableret på almindelige vilkår med tilskud og deltagerbetaling.

Demensfællesskab Fyn er en del af Alzheimerforeningens aktiviteter, og i foreningens lokaler i Odense foregår der også andre aktiviteter for mennesker med demens og deres pårørende. Det gør lokalerne velegnede til koret, at de er kendt i forvejen af de fleste af deltagerne.

I dette kor synger de pårørende ikke med. De er velkomne som ledsagere, men der er også frivillige i huset til at støtte op om deltagerne og undervisningen.

Koret øver cirka 10 gange på en sæson og har kunnet holde en meget lav pris på 200 kr. fordi der er et tilskud fra Alzheimerforeningen til deltagerbetalingen.

Læs mere om koret

Roskilde: Pårørende kan synge med

I Roskilde Oplysningsforbund barsler skoleleder Torben Madsen med et demenskor i slutningen af oktober, som han selv står i spidsen for. Også dette kor etableres under aftenskolens almindelige vilkår med deltagerbetaling, og faktisk også i nogle af de lokaler, der stilles til rådighed for aftenskolerne i Roskilde. For nogen er tryghed og genkendelige lokaler vigtige, og for andre er det vigtigt at føle sig ’normal’ og være i helt ordinære lokaler. Begge løsninger er gode; det afhænger helt af deltagernes behov.

I modsætning til koret på Fyn, er der lagt op til at de pårørende er velkomne til at synge med i koret, for de er allerede inviteret med som ledsagere. Derudover har Torben har allieret sig med en frivillig fra den lokale Alzheimerforening, så der er ekstra hjælp og støtte at hente, nå han selv skal koncentrere sig om at lede koret.

Læs mere om koret

(Artiklen fortsætter efter billedet).

Istock 1448547281 Kopier 2

Guldborgsund og Lolland: Støtte fra Nordea Fonden

Længere sydpå er det bestyrelsesformand Lonnie Stryg fra aftenskolen Visdomsskolen Livets Træ, der har sat gang i aktiviteterne. Aftenskolen er godkendt i både Guldborgsund og Lolland kommuner. Med en ansøgning til Nordea Fonden bliver det muligt for Lonnie at investere i transportable el-klaverer, markedsføring og sanghæfter, der egner sig til undervisningen. Lonnie har selv meget erfaring med at undervise mennesker med kognitive udfordringer og samarbejder både med Alzheimerforeningen og Hjerneskadeforeningen i dette tilbud, som altså både er for mennesker med demenssygdomme og kognitive lidelser.

Denne gang er det ikke hende selv og violinen, der skal stå i spidsen, for Lonnie har fundet to korledere, der gerne vil undervise. De har allerede nu har tilmeldt sig et af de kurser Sangens hus afholder for korledere med særlig fokus på demens. Der er tilskud fra DOF’s kursuspulje til disse kurser, så aftenskolen skal kun betale 100 kr. pr. deltager.

Aalborg: Fællessang og dans

På aftenskolen Den Rytmiske i Nordkraft (Aalborg) er der for længst etableret samarbejde med ’Aktiv med demens’, som ligger i den samme bygning som aftenskolen. ’Aktiv med demens’ er et kommunalt tilbud, hvor demensramte og deres pårørende kan deltage i forskellige aktiviteter. Aftenskolen har i flere år haft besøg af deltagerne i et kulturtilbud hver 14. dag, hvor der er dans og sang på programmet. Vi har tidligere skrevet en artikel i Spektrum om” Dansen med demens” og underviseren Kenneth, som deler livsglæde og dansetrin med deltagerne.  
Skoleleder René Krone går med overvejelser om at udvide aktiviteterne med erindringstegning.

København: Sprogundervisning

Studieskolen i København har konstateret, at de får flere og flere deltagere, der har udfordringer med at følge med i undervisningen. Nogle deltagere kæmper hårdt for at kunne følge med, og nogle vælger et niveau lavere, end de plejer.

Afdelingsleder Sandra Dæncker er gået i tænkeboks omkring, hvordan aftenskolen kan fastholde deltagere med demens i sprogundervisningen. Overvejelserne går på, hvordan man kan italesætte udfordringen over for deltagerne; hvordan lærerne er klædt på til opgaven og om man kan lave alternativ sprogundervisning, som vil appellere til nuværende såvel som nye deltagere, der har demenssygdomme.

(Artiklen fortsætter efter billedet).

Istock 1315486691 Kopier 2

Lillebælt: Muligt samarbejde med kommunen

Når der nu er demenskor som gratis tilbud i både Middelfart og Fredericia kommuner, er der ingen grund til at blive konkurrent. Men med viden om at kommunens tilbud ikke altid varer for evigt, er aftenskolen gået i gang med en forhandling om eventuelt at forankre korene i musikaftenskolen, så man sikrer kontinuiteten. Det er skoleleder Kim Dupont, der arbejder på sagen, som endnu ikke er afklaret.

Næstved: Forskellige aftenskolefag

Skoleleder i AFO Næstved & Susålandet, Connie Skov Hansen, har etableret gode relationer med demenskoordinatorerne i Næstved. Der er interesse for at etablere forskellige former for aftenskoleundervisning i et kommunalt aktivitetscenter, og demenskoordinatorerne er meget interesserede andre aktiviteter end kor. Tanken var oprindelig at etablere et demenskor, men det er der også andre, der har vist interesse for at lave, og eftersom der ikke er nogen grund til at konkurrere med andre foreninger og organisationer, har Connie valgt at sammensætte et blandet udvalg sammen med sine undervisere, som de kan diskutere med demenskoordinatorerne. Derudover har Connie og en sanglærer planer om en gang om måneden at lave mindre sanggrupper for mennesker med demens og deres pårørende. Det glæder vi os alle sammen til at se resultaterne af i den nærmeste fremtid.

Markedsføring af jeres tilbud

Alzheimerforeningen har lavet en aktivitetskalender, hvor man kan gøre opmærksom på sine aktiviteter. Kalenderen er et godt udstillingsvindue, fordi hjemmesiden bliver brugt af rigtig mange af de mennesker, der får konstateret en demenssygdom samt deres pårørende. Det er gratis at lægge sine tilbud ind i kalenderen, som er let at tilgå.

Se Alzheimerforeningens aktivitetskalender

Ledsagere og ledsagekort

Der kan være mange årsager til, at man har behov for en ledsager; demens kan være en af dem. På hjemmesiden ledsagekort.dk kan du gøre opmærksom på, at ledsagere er velkomne i aftenskolen. En ledsager får ikke ret til at deltage i undervisningen, men er velkommen som hjælper.

Et ledsagekort kan give adgang mange steder, og man skal man ansøge om det gennem handicaporganisationerne. Det er der også henvisninger til på hjemmesiden

Opret aftenskolen under ’Tilføj et sted’ og vælg kategorien ’Kursus’. Efter kort tid bliver I godkendt og kan se jeres tilbud på hjemmesiden, og samtidig får I adgang til at rette jeres oplysninger via et login.

Læs mere om ledsagekort

Materialer

Leder du efter materialer til jeres undervisning, så er der hjælp at hente forskellige steder.

Sangbog

Ældre Sagen har udgivet en sangbog med melodibog, som er specielt tilpasset mennesker med demens. Bogen er overskueligt opbygget med én sang på hver side, og den kan købes som klassesæt á 10 stk.

Køb sangbøger her

Manual

Aalborg Universitet, Alzheimerforeningen og Sangens Hus har lavet en lille manual til demenskor og fællessang i forbindelse de kurser, de har afholdt.

Den kan købes via Forlaget Klim

Foldere

Dansk Oplysnings Forbund har udgivet nogle små foldere, der kan hjælpe jer på vej til at indrette aftenskolen og undervisning demensvenligt.

Folder: Demensvenlig aftenskole

Gode råd til undervisere: Demensvenlig undervisning

Kurser

Kontakt Lis Schlotfeldt (lis@danskoplysning.dk), hvis du har brug for kurser om demens.

Læs også