Aftenskolen kan danne bro fra mistrivsel til trivsel

Det Centrale Handicapråd (DCH)

Det Centrale Handicapråd (DCH) er et uafhængigt råd, som rådgiver regeringen og Folketinget i handicappolitiske spørgsmål. Rådet arbejder for et samfund, hvor mennesker med handicap har samme muligheder som alle andre. Rådets opgaver består blandt andet i at stille forslag om konkrete politiske initiativer, gennemføre holdningsbearbejdende kampagner samt drøfte og vurdere samfundsudviklingen i lyset af FN’s Handicapkonvention.

Ideen med inspirationskataloget er at få flere mennesker med handicap og socialt udsatte med i det organiserede fritids- og foreningsliv i Danmark – et ønske, som vi i Dansk Oplysnings Forbund fuldt ud kan tilslutte os. Det er vigtigt, at civilsamfundet bliver inddraget i løsningen på de udfordringer, der gennem de seneste årtier har medført en markant individuel mistrivsel gennem udviklingen af stress, ensomhed, isolation, angst, depression med videre. Vi har fået en øget tendens til diagnosticering og sygeliggørelse af nogle af livets udfordringer, og mange danskere må i dag leve med en diagnose.

Aftenskoler kan aflaste offentlige tilbud

De regionale såvel som kommunale behandlings- og rehabiliteringstilbud er under stærkt pres, og vi bliver nødt til at finde nye måder at arbejde med sundhed og trivsel på over for udsatte personer med særlige behov. De meningsfulde interessefællesskab, som aftenskole tilbyder, kan ofte være relevante at inddrage og henvise til.

Dansk Oplysnings Forbund har mange aftenskoler, som henvender sig til udsatte og sårbare mennesker. Det er såvel specialskoler, der henvender sig til specielle målgrupper, samt almene skoler, som laver specielle hold eller inddrager kursisterne på allerede etablerede hold. Faktisk er Dansk Oplysnings Forbund det oplysningsforbund i Danmark, som udbyder flest timer med særlig tilrettelagt undervisning.

(Artiklen fortsætter efter billedet).

Civilsamfundet er uvurderligt for velfærdssystemet

Civilsamfundsorganisationer og frivillige kræfter skal ikke kompensere for de faglige opgaver, som et presset velfærdssamfund ikke har ressourcer til at løfte. Men hvis vi sikrer gode rammer for civilsamfundet, bliver det både en gevinst for den enkelte borger og for samfundet. Et godt og stabilt civilsamfund er nemlig til uvurderlig gavn for mennesker i udsatte positioner, herunder dem der er berørt af kronisk og langvarig fysisk og psykisk sygdom.

Civilsamfundsorganisationer kan bidrage med indsatser, som det etablerede velfærdssystem ikke kan. Vi kan bidrage til at øge den enkeltes livskvalitet, og kan derigennem være med til at lette presset på offentlige velfærdsopgaver. Graden af livskvalitet har nemlig direkte betydning for udsattes helbred, og for hvor meget de bruger sundhedsvæsenet.

Ved at styrke civilsamfundet og skabe gode rammer for og samarbejder med civilsamfundet, kan sundhedsvæsenet spare ressourcer til gavn for samfund og den enkelte udsatte borger. Civilsamfundsorganisationer er kort sagt et uvurderligt supplement til det etablerede velfærdssystem. Der er et grundlæggende behov for, at myndigheder i højere grad anerkender værdien af civilsamfundsorganisationerne.

Livskvalitet og medmenneskelighed betaler sig!

Kilde: Danske Patienter

Sigtet med den folkeoplysende voksenundervisning er at styrke den enkeltes evne og lyst til at tage ansvar for eget liv og deltage aktivt og engageret i samfundet. Dette kan ske i aftenskolernes undervisningsunivers, hvor personlige, sociale og faglige kompetencer går hånd i hånd, og hvor trivsel og livskvalitet gennem læringsprocesser bidrager til personlig modstandskraft og robusthed.

Aftenskolen giver udsatte mennesker mulighed for at bevæge sig fra mistrivsel mod trivsel ved at blive en del af meningsfulde interessefællesskaber. Styrken i at mødes om ’et fælles tredje’, hvor man er kursist og ikke patient eller klient, er vigtig – og det er noget af det, aftenskolerne tilbyder. Aftenskolen er funderet i, at kursisten selv skal tilmelde sig og betale for sin deltagelse i modsætning til kommunale tilbud, hvor borgeren ofte først skal gennem en krævende visitation for at måtte deltage. Retten til selvbestemmelse er en af de stærkeste værdier, vi har – også hvis man har et handicap eller er socialt udsat.

Mere end fravær af sygdom

Aftenskolen bør her spille en central rolle og tilbyde et rum, man kan være i uden at blive sygeliggjort. Trivsel og sundhed er ikke blot fravær af sygdom. Det er også en ressource, som omfatter livsmod, håb, glæde, handlekraft og robusthed. Trivsel og sundhed er at have mening og sammenhæng i sin hverdag, at kunne mestre sin tilværelse, skabe trivsel, udfordre sine evner, håndtere dagligdagens problemer og stress samt indgå i menneskelige fællesskaber.

Hvor mange mennesker skaber deres identitet gennem uddannelse og arbejde, bruger handicappede og socialt udsatte ofte deres handicap eller diagnose som identitet. Aftenskolen kan gennem den særlig tilrettelagte undervisning bidrage til at nedbryde denne selvopfattelse og få udsatte med særlige behov til at opleve faglige færdigheder, sociale kompetencer og kunne bidrage til fællesskabet.

Videncenter for Folkeoplysning (VIFO) konkluderer i en evalueringsrapport, at aftenskoler er gode for udsatte og sårbare mennesker, der blandt andet oplever bedre selvvurderet helbred, ligesom de bliver klædt på til at arbejde med deres egen udvikling og bedre kan indgå i sociale sammenhænge. Desuden oplever de øget robusthed i forhold til hverdagens udfordringer. Desværre konkluderer rapporten også, at gruppen, hvis forsørgelsesgrundlag oftest er overførselsindkomst, har et begrænset økonomisk råderum til at vælge aftenskolen, når først husleje, mad, tøj med mere er betalt.

Savner politisk opmærksomhed

Det er således et paradoks, at civilsamfundet faktisk har et godt tilbud, som mange handicappede og socialt udsatte gerne vil benytte for at danne identitet, trivsel og mening i deres hverdag, og som samtidig formodentlig vil kunne lette presset på nogle af de regionale og kommunale behandlings- og rehabiliteringstilbud, men at dette gode tilbud ikke får den støtte, det burde. Det kræver ganske lille forøgelse af de i forvejen beskedne, offentlige tilskud at gøre det mere tilgængeligt for målgruppen. Der er behov for politisk opmærksomhed på handicappede og socialt udsattes muligheder for deltagelse i selvvalgte aktiviteter.

Aftenskolen kan danne bro fra mistrivsel til trivsel fremfor at handicappede og socialt udsatte fastholder sig selv i en identitet som syg, afviger, ’Ikke god nok’ med videre, hvor risikoen for at vedkommende isolerer sig fra deltagelse i det almene samfundsliv er stor med øget risiko for sygdom, indlæggelser og udstødelse.