Aftenskolens betydning for min mentale sundhed
Skrevet af:
Susanne Rømming, Deltager på Lille Skole for Voksne, Aalborg
Udgivet 20. marts 2025
For Susanne Rømming var det et stort vendepunkt i hendes liv at begynde på aftenskole. Læs hendes egen beretning.
I hjertet af Aalborg findes Lille Skole for Voksne. På denne ganske særlige aftenskole kan jeg som psykisk sårbar styrke min mentale sundhed og trivsel ved at deltage i et eller flere af skolens mange interessefællesskaber eller på et af holdene på Skolen for Mental Sundhed (et tilbud under Lille Skole for Voksne, red.).
Skolens dna er kendetegnet ved, at jeg som kursist bliver mødt af en ganske særlig form for rummelighed, accept og respekt af det menneske, jeg er. Når jeg kommer ind på skolen, falder mine skuldre helt automatisk ned på plads, og mit konstante tankemylder falder til ro. På Skolen for Mental Sundhed er jeg i denne sæson deltager på Hjernefitnessholdet, hvor jeg lærer nye teknikker til at berolige mit nervesystem og træne min hjerne, så jeg bliver bedre i stand til at arbejde med mine udfordringer.
Lille Skole for Voksne giver mig et pusterum og et meningsfuldt fællesskab, hvor jeg kan fordybe mig i mine interesseområder, dele og sparre med ligesindede og tanke den gode energi op, så jeg kan skabe den bedst mulige tilværelse med for mig og mine to børn.
(Artiklen fortsætter efter citatet).
At starte som kursist På Lille Skole for Voksne har været et af de største vendepunkter i mit liv.
Selvom psykisk sårbarhed er et livsvilkår for mig, så giver skolens trygge rum og de mange, nærværende og dygtige undervisere mig fantastiske muligheder for at blive ved med at udvikle min mentale sundhed, faglige nysgerrighed og ikke mindst lære nye strategier til at tackle hverdagen med psykisk sårbarhed.
Siden jeg i 2016 startede som kursist på Lille Skole for Voksne, har jeg lært, at det er umuligt for mig at synge og være sur på samme tid. Musikken er i stand til at få mig til at skifte sindsstemning, og mine mange skrive- og keramikprojekter kan på en ganske særlig måde få mig til at glemme alt omkring mig og inspirere mig hele tiden til at dygtiggøre mig. Hver dag øver jeg mig i at bruge de strategier og teknikker, jeg har lært på for eksempel Hjernefitness holdet, så jeg også skaber meningsfulde pusterum på de dage, jeg ikke har timer på skolen.
Som psykisk sårbar oplever jeg, at jeg nemmere bliver belastet og udtrættet, når jeg udfordres af udefrakommende hændelser, sygdom eller andet, der kan skubbe til min hverdag. I disse belastningsperioder er skolen et helle for mig, hvor jeg for en stund kan trække mig fra det, som overvælder, og være med til at sikre, at jeg ikke bare forsvinder væk i det der er svært og bliver handlingslammet.
(Artiklen fortsætter efter billedet).

På holdet 'hjernefitness' kombineres bevægelse med øvelser for hovedet - og med fællesskab og højt humør! Foto: Martin Hansen
At være kursist på Lille Skole for Voksne har øget min mentale trivsel og sundhed og har sparket til min personlige udvikling i en grad, jeg ikke havde regnet med, da jeg startede på skolen. For mig var formålet med at starte på skolen at bryde med den ensomhed og isolation, jeg havde bygget op omkring mig selv. Og det at tale om min fremtid gik fra at være fuldstændig uoverskueligt til noget, som jeg rent faktisk er nysgerrig på. Skolens trygge fællesskab har gjort alverden for mig og dermed mine to børn. Jeg er ikke længere isoleret hjemme. Jeg er ikke længere ensom. Jeg tager ansvar for mit eget liv, og når jeg er i trivsel, er jeg en mere nærværende mor. Når mine børns trivsel er påvirket, bliver jeg påvirket, men på skolen har jeg et frirum, således jeg kan blive tanket op på den gode energi og således være en stabil støtte for mine børn, så de kan komme tilbage i trivsel.
På Lille Skole for Voksne er der skabt et særligt rum for forståelse og anerkendelse, så der er plads til både at dele glæder og bekymringer eller bare være. Vi griner sammen. Vi er kreative sammen. Vi inspirerer hinanden og øver os sammen. Vi kan sidde stille sammen, synge og spille sammen. På ”Skriv Dit Liv” og ”Poesi og Prosa” skriver vi sammen.
I min tid på skolen har jeg altid deltaget på mindst et af skolens forskellige typer af skrivehold. Skrivningen giver mig afløb for tanker og udfordringer og er samtidigt blevet et redskab til at synliggøre mine drømme, håb og mål for fremtiden. Det at skrive styrker min bevidsthed om, hvordan det står til med min mentale sundhed. Jo bedre jeg har det, jo mere får jeg skrevet.
Mit største mål med min skrivning er, at jeg også kan skrive på de rigtig svære dage og ikke kun skrive om dem på bagkant. At starte som kursist På Lille Skole for Voksne har været et af de største vendepunkter i mit liv.