Stigende tilfredshed og øget indflydelse
![](/media/m1fp2qzi/lis.jpg?format=webp&width=50&height=50)
Skrevet af:
Lis Schlotfeldt, Kursusmedarbejder
Udgivet 3. februar 2025
Medlemsskolerne og deres behov og ønsker er helt centralt for DOF’s virksomhed. For at sikre dette, gennemfører vi med mellemrum en undersøgelse af tilfredsheden – og heldigvis viser den seneste igen, at vi er på rette vej.
DOF gennemførte i efteråret sin tilfredshedsundersøgelse blandt medlemsskolerne, der udsendes hvert andet år, og resultaterne fra 2024 viser en fortsat positiv udvikling.
Med besvarelser på vegne af 104 skoler er undersøgelsen en god indikator for, hvordan medlemsskolerne vurderer vores tilbud og services.
Medlemskabets værdi og god behandling
Ligesom i 2022 er tilfredsheden høj blandt medlemsskolerne. Hele 97 procent angiver, at medlemskabet af DOF er vigtigt eller meget vigtigt for deres skole, hvilket markerer en lille stigning fra de 96,55 procent i 2022. De resterende 3 procent svarer ”hverken eller”, så der er ingen, der mener, at medlemskabet ikke er vigtigt. Dette understreger den fortsatte relevans af DOF's arbejde for at understøtte medlemsskolerne på bedst mulig vis/med en bred vifte af tilbud og ydelser.
Det er samtidig meget glædeligt, at hele 100 procent svarer, de føler sig godt behandlet i DOF.
(Artiklen fortsætter efter citaterne).
”Vi er medlem af DOF – fordi vi simpelthen får hjælp og støtte til ALT”
”DOF er en god støtte for vores lille aftenskole – vi har været medlem siden 1991 og har benyttet os meget af kurser, support, udviklingshjælp og meget mere. Vi er meget glade for DOF.”
"Man står aldrig alene eller 'bliver ladt i stikken', når man støder på udfordringer – over hele linjen."
Styrkede medlemstilbud
Resultaterne i 2024 viser også, at flere skoler i højere grad værdsætter DOF’s medlemstilbud. 93 procent af skolerne mener, at tilbuddene er af god kvalitet (de resterende 7 procent svarer ”hverken eller ” og ”ved ikke”), en ganske pæn stigning fra 87,4 procent i 2022.
Denne forbedring kan sandsynligvis tilskrives DOF’s øgede fokus på medlemskommunikation, mere målrettede kurser med fokus på forskellige tilrettelæggelsesformer, vejledning og hjælp med henblik på drift og udvikling af aftenskolen og ikke mindst diverse services i forhold til IT, markedsføring og SoMe.
Administrative systemer og support
Et centralt område, hvor DOF fortsætter med at levere høj kvalitet, er i den administrative support. I 2022 var ASA-systemet en kilde til udfordringer for mange skoler, men tilfredsheden med DOF’s support var høj (knap 95 procent). Dette mønster gentager sig i 2024, hvor den er endnu højere, og 98 procent er tilfredse med ASA-supporten. Samtidig har medlemsskolerne givet udtryk for, at der stadig er behov for optimering af selve systemet, men ikke desto mindre udtrykker 91,7 procent, at de ”meget tilfredse/tilfredse” med ASA som sådan.
Samme billede gør sig gældende med henblik på hjemmesidesystemet VuptiWeb, hvor 96 procent udtrykker at de er ”meget tilfredse/tilfredse” med løsningen, og 100 procent er ”meget tilfredse/tilfredse” med supporten.
(Artiklen fortsætter efter citaterne).
"Supporten til ASA er fantastisk, men systemet kunne stadig optimeres for at opfylde vores behov bedre."
”Vi er på vej ind i ASA. Vi får fantastisk support i vores opstart.”
”Hvis jeg får problemer, får jeg altid hurtig hjælp og vejledning. Det er fantastisk.”
”Man finder langt hen ad vejen svar på supportsiden og ellers er der altid hjælp at hente ved henvendelse til de dygtige konsulenter. Altid super service.”
Kurser og videreuddannelse
I takt med skolernes ønsker om kompetenceudvikling udvider DOF kontinuerligt kursusudbuddet. I de senere år har der været derfor også været et større udbud af og interesse for online-kurser og -møder, som for nogle er nemmere at få plads til i en travl hverdag. Flere skoler fremhæver, at kursusudbuddet i sin helhed både inspirerer og styrker aftenskolen/undervisningen.
Resultaterne fra 2024 viser en øget tilfredshed med DOF’s kurser for ledere og undervisere, som medlemsskolerne vurderer, bidrager til skolens udvikling henholdsvis tilgodeser behov – knap 74 procent i forhold til kurser for skoleledere/administrativt personale, 38 procent i forhold til kurser for bestyrelser og 53 procent for undervisere.
Påfaldende er det, at der er en meget høj andel, der for alle tre kategorier svarer, at de ikke benytter tilbuddet – henholdsvis 24 procent for skoleledere/administrativt personale, knap 55 procent for bestyrelser og 38 procent for undervisere. I kommentarerne angives der årsager som manglende interesse, manglende tid, geografi og for lidt kendskab. Sidstnævnte årsag gør det igen tydeligt – både hvad angår denne og også tidligere års undersøgelser – at en kontinuerlig information og kommunikation om hvilke muligheder, man har inden for DOF’s kursusvirksomhed, er yderst vigtig, da mange ikke er bekendt med mulighederne eller glemmer dem i en travl hverdag.
Mange skoler benytter fortsat DOF’s tilskudsmuligheder til eksterne kurser for at opfylde særlige behov for kompetenceudvikling, og denne fleksibilitet fortsætter med at være en succes.
(Artiklen fortsætter efter citaterne).
"Vi er meget glade for muligheden for eksterne kurser, da det giver vores undervisere specialiseret viden."
”Generelt et fint udbud – med gode muligheder for ønsker til emner.”
”I tilbyder mange gode og relevante kurser til en overkommelig pris.”
Øget indflydelse
En af de udfordringer, som blev fremhævet i 2022-undersøgelsen, var muligheden for at få indflydelse på DOF's aktiviteter. Her er der sket en mindre fremgang i 2024: 51,3 procent finder det lettere at få indflydelse på DOF's arbejde sammenlignet med 49,4 procent i 2022.
Dette tyder på, at DOF’s arbejde med at skabe større dialog og inddragelse har båret frugt.
33 procent svarer dog ”ved ikke”, hvilket også her tydeliggør vigtigheden af kontinuerlig kommunikation om de politiske organer og udvalg, såvel som mulighed for også altid at kontakte sekretariatet.
Fokus på fremtiden
DOF fortsætter med at lytte til medlemsskolernes feedback og vi arbejder løbende på at forbedre vores tilbud. Det øgede fokus på bedre kommunikation og information om tilbud og services samt inddragelse af medlemsskolerne vil være centrale indsatsområder fremadrettet.
Alt i alt viser 2024-undersøgelsen, at DOF er stadig på rette vej, og den stigende tilfredshed blandt medlemsskolerne er et godt tegn på, at forbundet fortsat spiller en vigtig rolle som støtte for – og bidrager til udviklingen af – medlemsskolerne.