To fluer med et smæk

Skrevet af:
Gitte Overgaard, Projektkonsulent
Udgivet 22. april 2025
Samarbejde med andre kan give nye undervisere, nye fag, nye lokaler – og nye målgrupper. Det kan med lidt held føre til flere end to fluer med et smæk!
Lige nu er mange aftenskoler ved at planlægge det nye efterårsprogram. Mange af kurserne giver sig selv – de har sikkert allerede kørt i mange år med gode trofast undervisere og mange af de samme kursister gennem flere år. Det er superdejligt – gode fællesskaber. Dem elsker vi! Men der skal jo også fornyelse til – nye fag, nye undervisere og dermed ofte også nye kursister.
Der er mange måder at få nye fag og undervisere på i aftenskolen. Traditionelle opslag på de sociale medier eller på Jobnet er et par af de helt gængse, men der er faktisk også andre måder.
Slår I flere fluer?
Mange af jer bruger dem sikkert allerede, men måske er der alligevel en skole eller to, der kunne have glæde af strategien ’To fluer med et smæk’. Metoden er helt elementær, nemlig fællesskab og samarbejde, som jo er nogle af vores kerneværdier.
Så godt som alle byer har institutioner, der gerne vil samarbejde, men mange tænker ikke på aftenskolen som samarbejdspartner. Måske fordi de fortsat tror, at vores undervisning kun foregår om aftenen eller slet og ret, fordi de ikke ved, at vi har ansat professionelle specialister inden for mange forskellige fagområder.
Sundhedshusene
Et eksempel er de lokale fysioterapeuter og sundhedshuse. Mange patienter får efter indlæggelse en henvisning hos en fysioterapeut i 12 uger. Efter de 12 uger står borgeren alene med sin træning. Det er mange kede af.
Derfor er ideen at samarbejde med den pågældende fysioterapeut. Ansæt vedkommende til at køre holdet videre som et aftenskoletilbud.
Alle er glade – både borgerne, som fortsætter træningen med den kendte underviser; fysioterapeuten, som har fået et bijob, og måske klinikken, som optimerer udnyttelsen af deres lokaler og eventuelt får lokaletilskud.

Foto: Pexels.com
Mange gode eksempler
Rekrutteringen af nye fag og undervisere på denne måde kan benyttes inden for mange fagområder – og det er faktisk kun fantasien, der sætter grænser. Jeg kunne nævne:
- Madlavning – et hold i efterskolens eller forsamlingshusets køkken med deres økonoma
- Stolegymnastik på plejehjemmet med deres aktivitetsmedarbejder
- Keramik eller akvarel hos den lokale kunstner
- Trædrejning med tømreren hos det lokale tømrerfirma
- Babymotorik med den lokale sundhedsplejerske i Sundhedshuset
- Sankning og bålmad med den lokale naturvejleder
Mit budskab er såmænd blot: Søg samarbejdspartnere. Det lukker op for nye undervisere, nye fag, måske nye lokaler. Og ofte også nye kursistgrupper!