Sammen gør vi Danmark bedre …

Skrevet af:
Gitte Overgaard, Projektkonsulent
Udgivet 8. september 2025
Den kommunale udviklingspulje er ofte en forholdsvis god og nem vej til nye tiltag i din aftenskole. Og du viser samtidig kommunen, at I er et aktiv for de lokale fællesskaber.
Kommunerne i Danmark støtter udviklingen af gode fællesskaber – og det gør de blandt andet gennem udviklingsmidlerne i folkeoplysningsudvalgene. Økonomiske midler, der stilles til rådighed for aftenskoler, der har lyst til og mod på at udvikle folkeoplysningen og dermed i endnu højere grad understøtte det gode liv og aktivt medborgerskab i netop deres kommune.
Erfaringer fra en lang række kommuner viser tilmed, at mange af deres udviklingspuljer ikke bliver brugt op – og det er da synd!
Alene eller sammen med andre?
Det er forskelligt, hvordan de enkelte kommuner prioriterer midlerne. Men de understøtter typisk initiativer, der er borgernære, og hvor aftenskolerne samarbejder med andre aktører. Målet kan være at nå en ny gruppe af borgere, skabe aktiviteter, der giver trivsel og inklusion eller understøtter den grønne omstilling.
Ofte er det lettere at nå specifikke grupper eller komme ud med specifikke emner sammen med andre aktører. Derfor er det oplagt at søge udviklingsmidler til partnerskaber for at understøtte nogle af de aktuelle og vigtige samfundsudfordringer. Der er masser af muligheder for relevante og nødvendige aktiviteter inden for eksempel den grønne omstilling og den nye folkesundhedslov.
Alle aktører kan i princippet være samarbejdspartnere. Det være sig offentlige institutioner – for eksempel plejehjem, folkeskoler og døgninstitutioner. Men det kan også oplagt være private aktører som boligforeninger, forsamlingshuse, patientforeninger, væresteder, genbrugsbutikker, græsrodsbevægelser eller ... Det, der er centralt, er, at vi rækker hånden ud og inviterer ind til glæde for kommunens borgere.
... derfor er det vigtigt at være opmærksom på, at kommunerne faktisk har økonomiske midler, de stiller til rådighed for gode initiativer.

”Sanketure i naturen er et godt eksempel på bæredygtige aktiviteter, der breder sig i aftenskolerne.” Foto: Pexels.com
Hvad skal vi lave?
Der findes en lang række relevante emner, som er oplagte at lave aktiviteter om.
Mange har desværre dårlige vaner, dyrker for lidt motion eller har behov for at blive inspireret til og få viden om, hvordan de understøtter den grønne omstilling. Et projekt omkring grøn omstilling og livsstil ’Lev sundt og billigt’ kunne være et oplagt udviklingsprojekt og samarbejdspartnere kunne være lokale genbrugsbutikker, diverse grønne initiativer og måske den lokale beboerforening.
Aktuelt vil det også være oplagt at lave aktiviteter, der understøtter den nye folkesundhedslov. Statistikken siger desværre, at rigtig mange danskere er ensomme, og mange simpelthen dør af ensomhed. Det vil derfor være en oplagt opgave for aftenskolerne at bidrage til at nedbringe ensomhed. Det gør langt de fleste aftenskoler allerede, men måske kan vi nå en endnu bredere målgruppe ved at samarbejde med andre aktører. Aftenskolerne kunne byde ind med aktiviteter i samarbejde med patientforeninger, sundhedshuse, boligforeninger, frivillighedscentre, væresteder med flere.
Steder som partnere
Uanset emnet så er lokale forsamlingshuse, beboerforeninger, kulturhus, folkeskoler, oplagte samarbejdspartnere. De har oftest mulighed for at stille lokale til rådighed, ligesom de ofte har kaffe på kanden og et godt netværk, der bakker op om lokale initiativer.
Det er svært at få ressourcer til disse ekstra opgaver i en travl hverdag, og ofte mangler aftenskolerne også de økonomiske midler, disse initiativer kræver. Netop derfor er det vigtigt at være opmærksom på, at kommunerne faktisk har økonomiske midler, de stiller til rådighed for gode initiativer.
Projekter, hvor aftenskolen udvikler og understøtter aktiviteter, der løser nogle af kommunens udfordringer gennem gode fællesskaber, vil være kærkomne i langt de fleste kommuner. Og under alle omstændigheder, så vil en projektansøgning til udviklingsmidlerne i folkeoplysningsudvalget stå endnu stærkere, hvis der er tale om en aktivitet, hvor vi rækker hånden ud, inviterer ind og bidrager sammen med andre aktører.
En hjælpende hånd
Er du usikker på, hvordan man søger udviklingsmidlerne i jeres kommune, så anbefaler jeg, du tager fat i jeres kontaktpersoner i forvaltningen og får råd og vejledning. I langt de fleste kommuner, er der ikke de store krav til ansøgningerne. Kommunerne vil nemlig meget gerne understøtte gode initiativer, der bidrager til at løfte visionerne for netop deres kommune.
Så fat pennen, skriv ansøgningen, og vis politikkerne, at aftenskolerne gør noget for bæredygtighed, trivsel og aktivt medborgerskab for kommunes borgere.