DOF rækker ud til kommunerne

Skrevet af:

Martin Hansen, Kommunikationskonsulent

Udgivet 3. februar 2026

I disse dage sender vi et brev ud til alle landets kommuner med tilbud om rådgivning og praktisk hjælp. Det er en oplagt anledning til, at din aftenskole følger op.

DOF sender i denne tid brev til fritids- og kulturcheferne i alle landets kommuner. Formålet er at sætte fokus på, hvordan vi og de lokale aftenskoler kan bidrage endnu mere til at løse vigtige opgaver lokalt – i tæt samspil med kommunerne.

Brevet er både en præsentation af DOF og en invitation til dialog. En dialog om folkeoplysning, aftenskole og de mange muligheder, der opstår, når civilsamfund og kommune arbejder sammen om fælles mål.

Rådgivning om aftenskolen og folkeoplysningen

En central pointe i henvendelsen er DOF’s rolle som rådgiver. Vi bistår allerede i dag kommunale medarbejdere, politikere og medlemmer af folkeoplysningsudvalg med viden og sparring om aftenskoleområdet, ligesom aftenskolehåndbogen på hjemmesiden også er et oplagt redskab for de kommunale medarbejdere.

DOF kan hjælpe med tolkning af folkeoplysningsloven, tilskudsmodeller, administration eller udvikling af aftenskoler. Vi bidrager også med oplæg, kurser og dialogmøder, hvor kommunale aktører får bedre indsigt i aftenskolernes vilkår og potentialer.

For mange kommuner er aftenskoleområdet komplekst. Her kan DOF være en faglig sparringspartner, der kombinerer overblik med indgående kendskab til både folkeoplysningsloven og hverdagen i de lokale skoler.

Stærke aftenskoler gavner kommunen

Brevet peger også på DOF’s arbejde med at understøtte aftenskolerne lokalt – både de eksisterende medlemsskoler og de skoler, som endnu ikke er medlem af et landsdækkende oplysningsforbund. Vi bliver kun stærkere af at være flere i fællesskabet.

Et medlemskab af DOF giver blandt andet adgang til rådgivning, administrative løsninger, netværk og fælles udviklingsprojekter. Det frigør kræfter i aftenskolerne og styrker deres mulighed for at fokusere på kerneopgaven: at skabe relevante og inkluderende læringsfællesskaber.

For kommunerne betyder det mere robuste samarbejdspartnere og et aftenskoleområde, der kan løfte opgaver lokalt og nå målgrupper, som ofte står uden for andre tilbud.

(Artiklen fortsætter efter billedet).

Aftenskolerne laver bl.a. et stort arbejde for at fremme den grønne omstilling lokalt. Foto: Charlotte Larsen

Aftenskolerne laver bl.a. et stort arbejde for at fremme den grønne omstilling lokalt. Foto: Charlotte Larsen

Aftenskolen som lokal samfundsaktør

Et tredje, vigtigt budskab i brevet er aftenskolernes rolle som medskaber af lokale løsninger på fælles udfordringer. DOF’s medlemsskoler bidrager allerede i mange kommuner til indsatser inden for trivsel, fællesskab, sundhed, grøn omstilling og inklusion.

Aftenskolerne skaber rum, hvor mennesker mødes på tværs af alder, baggrund og livssituation. Det gør aftenskolen til en oplagt samarbejdspartner, når kommuner arbejder med udfordringer som ensomhed, mistrivsel eller behovet for stærkere fællesskaber.

Brug brevet som løftestang lokalt

Henvendelsen til kommunerne står ikke alene. Vi opfordrer samtidig vores repræsentanter i de kommunale folkeoplysningsudvalg – og medlemsskolerne mere generelt – til at bakke op om budskaberne lokalt.

Når der er møder i folkeoplysningsudvalg, dialog med forvaltningen eller uformelle samtaler med politikere og embedsfolk, kan I med fordel bringe brevets pointer i spil. Det gælder både fortællingen om DOF som rådgiver, om værdien af stærke aftenskoler og om aftenskolernes bidrag til at løfte vigtige samfundsopgaver.

Jo mere genkendelige og tydelige budskaberne er lokalt, jo større er chancen for, at aftenskolen bliver tænkt med, når kommunerne udvikler nye løsninger.

En fælles opgave

Brevet til kommunerne er et nationalt initiativ – men det får først for alvor gennemslagskraft, når det bliver fulgt op lokalt. Her spiller I som lokalt forankrede aftenskoler en helt central rolle.

Hvis vi hjælper hinanden, kan vi gøre det tydeligt, at aftenskolen er en værdifuld samarbejdspartner i arbejdet med oplysning, fællesskab og lokal sammenhængskraft.

Husk, at vi i landssekretariatet står klar med råd, hjælp og sparring, hvis I har spørgsmål til, hvordan I bringer jeres aftenskole og DOF i spil lokalt!

Læs også