Dansk-norsk korsang med en royal overtone

Udgivet 26. juni 2023

Roskilde Studiekors Aftenskole fik i juni besøg af Follo Kammerkor fra Norge.

Hvad var mere nærliggende med den dansk-norske fælles historie in mente end ideen om korsang i Kongehallen i Sagnlandet Lejre. I marts blev Sagnlandets publikumschef kontaktet, og koncertdagen fastsat til lørdag eftermiddag kl. 16 den 17. juni.

På Amalienborg var man dette forår i gang med planlægningen af det officielle program for det norske kongepars besøg i Danmark. Det skulle finde sted den 15.-16. juni. Og Dronning Margrethe ønskede – efter afslutningen på det officielle program – at invitere det norske kongepar til en privat frokost i Kongehallen i Sagnlandet Lejre lørdag den 17. juni.

Spørgsmålet var, om Kongehallen kunne lægge hus til disse to store arrangementer samme dag, eller om man skulle skuffe enten Dronning Margrethe eller de mange forventningsfulde korsangere med et nej. Heldigvis valgte Sagnlandet Lejre at vise så stor kreativitet og rummelighed, at begge arrangementer blev planlagt gennemført. Det kongelige besøg blev hemmeligholdt for korsangerne og for andre besøgende i Sagnlandet Lejre indtil dagen før. Og det blev ikke afsløret over for de kongelige gæster, hvordan korsangerne skulle agere på selve dagen.

(Artiklen fortsættes efter billedet).

De tre kor sang udendørs for Dronning Margrethe og det norske kongepar, da de kørte ud af Sagnlandet Lejre. Foto: Preben Renstrøm

De tre kor sang udendørs for Dronning Margrethe og det norske kongepar, da de kørte ud af Sagnlandet Lejre. Foto: Preben Renstrøm

Dagen oprandt: Kl. 12 ankom Dronning Margrethe og det norske kongepar samt de øvrige frokostgæster til Kongehallen. Og kl. 13 ankom de i alt 65 korsangere fra Follo Kammerkor, Kammerkoret Pegasus (fra København) og Roskilde Studiekor og samlede sig til fælles opvarmning af korstemmerne i Sagnlandets store konferencesal.

Ved 14-tiden kom publikumschefen ind i konferencesalen og meddelte, at nu var de kongelige gæster ved at rejse sig fra frokosten i Kongehallen, og ville begive sig hen mod udgangen til Sagnlandet. De 65 norske og danske sangere tog derfor en blandet opstilling udenfor langs grusstien, der førte fra Kongehallen mod udgangen. Og under ledelse af den norske dirigent Tom Wiklund, begyndte den 4-stemmige afsyngning af den norske folkesang ”Kjerringa med staven” og derefter den smukke korsats ”Ave maris stella” af Edvard Grieg.

Som de første i optoget dukkede de tre kongelige op, siddende i en lille åben golfvogn, og derefter fulgte dronningens øvrige gæster på gåben. Alle var synligt overraskede og glade for korsangen i det fri. Dronning Margrethe vinkede, dronning Sonja klappede og kong Harald sagde tak for sangen.

Efter dette sjove og også lidt spøjse optrin for de danske og norske sangere, kom der fart i omklædningen til festtøjet, så de tre kor kunne være klar kl. 16 til at modtage velkomsten fra de 200 publikummer, der sad forventningsfulde i Kongehallen for at overvære den spektakulære koncert.

Foto øverst på siden: Tre kor samlet til fælleskoncert i Kongehallen i Sagnlandet Lejre.
Foto: Preben Renstrøm.

De kongelige akkompagneres af korsang, mens de køres fra deres frokost i Kongehallen i Sagnlandet Lejre. Film: Christian Glæsner Andersen