Tove Larsen 80 år
Udgivet 11. december 2023
Tove Larsen fylder 80 år den 19. december.
Tove Larsen har hele sit voksenliv været tilknyttet den folkeoplysende voksenundervisning på forskellige aftenskoler i Aalborg.
De sidste mange år har hun været en vigtig medarbejder for Lille Skole for Voksne og Sind Daghøjskole. Forud for, at Lille Skole for Voksne blev etableret lavede AOF nogle sykurser i Sindklubben, som Tove underviste på. Da man så lavede Lille Skole for Voksne for snart 35 år siden, blev Tove ansat, og hun har haft hold på skolen lige siden. Tove har også siddet i Lille Skole for Voksnes bestyrelse i mange år og var på et tidspunkt tilmed formand.
Lille Skolens søsterskole, Sind Daghøjskole, øjnede også Tove Larsens mange kvaliteter, og hun var også her ansat i en årrække, ligesom hun også her var med i bestyrelsen som medarbejderrepræsentant.
Tove Larsen har endvidere i en årrække og er det forsat medlem af bestyrelsen i Region Nordjylland for Dansk Oplysnings Forbund.