Hvem skal underskrive?
Skal hele bestyrelsen underskrive tilskudsregnskabet?
Som følge af den seneste ændring af Folkeoplysningsloven er det ikke længere nødvendigt, at hele bestyrelsen underskriver tilskudsregnskabet. Det er nu tilstrækkeligt, at de tegningsberettigede bestyrelsesmedlemmer er underskrivere. Dette har afstedkommet flere spørgsmål om tegningsret, fuldmagt og hvad der bør stå i aftenskolens vedtægter.
Hvem er de tegningsberettigede bestyrelsesmedlemmer?
Tegningsberettigede er dem, som er nævnt i aftenskolens vedtægter som tegningsberettigede. Det kan for eksempel være formand/bestyrelsesleder og et bestyrelsesmedlem, eller næstformand/vicebestyrelsesleder og to bestyrelsesmedlemmer.
Bestyrelsesmedlemmer er altid valgt eller udpeget af medlemmer/medlemsorganisationer, som står bag foreningen.
Kan den tegningsberettigede være skolelederen?
Nogle aftenskoler har ændret i vedtægterne, så det er skolelederen, der er angivet som tegningsberettiget. Skulle dette være tilfældet, er man ikke omfattet af de nye regler, da loven gælder for tegningsberettigede bestyrelsesmedlemmer. I så fald skal hele bestyrelsen fortsat underskrive regnskaberne.
I DOF er vi opmærksomme på, at der er banker, som anbefaler, at skolelederen indsættes som tegningsberettiget, men dette er ikke hensigtsmæssigt – og i bund og grund forkert. Tegningsberettigede skal udvælges blandt dem, som er øverst ansvarlige, hvilket i en forening er bestyrelsen. De tegningsberettigede kan blandt andet udstede fuldmagter eller meddele prokura til skolelederen, så denne kan handle alene på aftenskolens vegne.