Husk at se i skattemappen
Vi har opdaget, at aftenskolen skylder penge i skat. Hvordan kan det lade sig gøre, og hvad skal vi gøre?
I langt de fleste tilfælde er aftenskolernes skattekonti i 0, som de skal være, og derfor tænker I måske ikke på, at det er en god idé at tjekke den en gang imellem. Men det kan ske, at skattekontoen går i minus, som I har oplevet. Og opdager I det ikke, kan en gammel skattegæld vokse sig ganske stor ved at trække renter og gebyrer. Normalt vil I få en rykker i skolens digitale postkasse, hvis skattemappen er i minus, men der kan godt gå lang tid fra gælden opstår, til en rykker lander i postkassen.
En skattegæld kan opstå, hvis der eksempelvis på udbetalingsdato ikke er nok penge på aftenskolens konto. En manglende 0-indberetning i måneder, hvor der ikke er udbetalt løn, udløser også automatisk et træk på aftenskolens skattekonto.
Hvis I har en aftale med DOF om lønudbetaling, så sørger vi både for aftenskolens løn og 0-indberetninger, men vi kan ikke se, om der står penge på aftenskolens konto, og vi får ingen advarsler om manglende betalinger eller skattegæld. Det er aftenskolens eget ansvar at tjekke, at betalingerne finder sted. Derfor er rådet fra DOF altid, at I med jævne mellemrum tjekker skattekontoen.
Er det gået galt, og aftenskolen har fået en skattegæld skal I følge vejledningen til betaling, som findes i skattemappen. I kan også kontakte SKAT og få gode råd.
}