Løn og kontrakt til leder

Skrevet af:

Anne Refsgaard, Foreningskonsulent

Udgivet 9. november 2023

Vi skal have ny skoleleder og bliver i tvivl om, hvordan vi laver en kontrakt. Vores tidligere leder fik 13 procent i løn, men det har vi fået at vide er forkert. Hvordan får vi lavet en rigtig kontrakt til vores nye leder?

Når I ansætter en skoleleder, skal I følge reglerne i lønbekendtgørelsen og ansættelsesbevisloven. Det betyder, at vi med det samme kan fjerne muligheden for at en leder lønnes med 13 procent af lærerlønnen. De 13 procent er udelukkende en tilskudsregel.

I lønbekendtgørelsen fremgår det, at en leder ved tiltrædelse modtager et ansættelsesbrev jf. ansættelsesbevisloven. Heraf skal det blandet andet fremgå, hvor mange timer lederen er ansat enten pr. uge eller pr. måned. Det er timetallet som afgør, om lederen ansættes som timelønnet, deltids- eller fuldtidsansat.

Er ansættelsen gennemsnitligt 8 timer om ugen eller derunder, ansættes lederen som timelønnet leder. Timelønnen er fast (pt. 217,90 kr.) + feriepenge på 12,5 procent. Dette svarer til skalatrin 42. Vilkårene for ansættelsen aftales af parterne, dog således at den ansatte aldrig må stilles ringere end arbejdsgiveren i forhold til opsigelsesvarsler.

Er ansættelsen gennemsnitligt over 8 timer om ugen (eller når op over 700 timer i et kalenderår), ansættes lederen i en deltidsstilling – eller i en fuldtidsstilling, hvis ansættelsen er på 37 timer. Det betyder, at lederen holder ferie med løn og derudover modtager 1,5 procent i ferietillæg. Lønnen forhandler man inden for skalatrin 36 til 48 + tillæg. Er man deltids- eller fuldtidsansat, er man omfattet af funktionærlovens regler om blandt andet opsigelsesvarsler.

På DOF’s hjemmeside kan du finde oplysninger og vejledninger. Det findes i Aftenskolehåndbogen under fanen ”Løn og ansættelse”. Forslag til vilkår og kontrakter er under ”Ansættelsesvilkår leder” og de aktuelle satser er under ”Satser”.

Og husk, at I altid er velkomne til at kontakte os i DOF og få hjælp og sparring.