Nyhedsbreve

Skrevet af:

Martin Hansen, Kommunikationskonsulent

Udgivet 17. marts 2022

Må vi sende nyhedsbreve til gamle deltagere?

Både ja og nej! Og måske for en sikkerheds skyld mest nej. Lad være med at sende nyhedsbreve til tidligere deltagere, med mindre du har helt styr på følgende.

Der er en række krav, der skal være opfyldt, hvis du lovligt skal sende nyhedsmail – eller nok mere korrekt betegnet markedsføringsmail – til tidligere deltagere. Først og fremmest skal deltagerne være tydeligt informeret om, at de kan modtage markedsføring via mail i forbindelse med, at de afgiver deres mailadresse. Og ved samme lejlighed skal de let kunne fravælge denne mulighed.

Det nemmeste og mest sikre er, at I kun sender nyhedsbreve til modtagere, der har givet tilladelse til det. DOF’s administrationsprogram, ASA, er indstillet, så deltagere ved tilmelding kan klikke ok til at modtage nyhedsbreve. Herefter er det let at sende nyhedsbreve til de deltagere, der har accepteret dette.

Bemærk, at der er stor forskel på, om der er tale om informationsbreve, der giver praktiske informationer om det kursus, de er tilmeldt – og så nyhedsbreve, der sælger andre kurser. Det første er naturligvis helt lovligt at sende ud – uden forudgående samtykke.