Skolelederens ansættelseskontrakt

Skrevet af:

Kirsten S. Knudsen, Foreningskonsulent

Udgivet 12. maj 2022

Kan vi bruge den samme kontrakt, som vi bruger til underviserne, til skolelederen?

Nej, der er en del forskelle mellem ansættelse af undervisere og skoleledere. Når det handler om ledernes kontrakter, bliver det lidt mere vanskeligt at sige noget helt generelt, men der er dog visse regler, og her er det bestyrelsen, der har ansvaret.

For det første har en ansat krav på at vide, hvor mange timer om ugen, man skal arbejde. Det må gerne være et gennemsnit, som man selv forvalter, men i ansættelsesbrevet skal der også stå, hvilken løn man skal have, og hvor arbejdet skal foregå.

Dermed udelukker det faktisk den ret udbredte model, hvor skolelederen får en løn, der svarer til 13 procent af det, der udbetales som underviserløn. Årsagen er, at man med sådan en model ikke ved på forhånd, hvad man kan regne med af løn, og det har man krav på i henhold til Ansættelsesbevisloven.

Der findes flere måder at aflønne skoleledere, afhængig af timetal med mere, og vi vejleder gerne, hvis du er i tvivl om ansættelsesforhold og ansættelsesbeviser.