Tegningsberettiget

Skrevet af:

Anne Refsgaard, Foreningskonsulent

Udgivet 27. maj 2022

Vi har fået at vide i banken, at vores vedtægter skal ændres, så skolelederen bliver den tegningsberettigede. Er det rigtigt?

Nej, det er ikke rigtigt, og det må I endelig ikke gøre!

Desværre er der flere banker, der vejleder aftenskolerne forkert i forhold til dette. Tegningsret og fuldmagt er to forskellige ting. De tegningsberettigede har magt til alt på vegne af aftenskolen, og derfor skal de tegningsberettigede jævnfør vedtægterne være hele eller dele af den valgte bestyrelse – aldrig en enkelt person og aldrig skolelederen.

Som tegningsberettiget kan man altid give fuldmagter, for eksempel så skolelederen får adgang til bankkontoen med videre. Hvis I ønsker at præcisere begrebet, kan I tilføje følgende i vedtægten: ”Der kan meddeles prokura”. Dette betyder på almindeligt dansk, at de tegningsberettigede kan udstede fuldmagter til relevante personer.