Et digitalt magasin

Skrevet af:

Martin Hansen, Kommunikationskonsulent

Udgivet 14. marts 2023

Spektrum 2.0 har været vores arbejdstitel på afløseren for det trykte Spektrum. Titlen afspejler både, at der er tale om en helt ny version – og samtidig at vi går over til et elektronisk magasin.

Jeg skal som den gamle redaktør være ærlig og indrømme, at min første reaktion på, at det trykte Spektrum skal spares væk, var ærgrelse. Selv om de fleste lignende organisationer for længst har skåret deres trykte medlemsblad væk, har vi i DOF fastholdt det. I en tid, hvor rigtig meget af vores liv bevæger sig fra noget, vi kan have fysisk i hånden, til en skærm, har vi forsøgt at holde fast i gamle dyder.

Fordele og ulemper

Men tiden er på mange måder løbet fra et trykt medlemsblad. Selve trykket er bekosteligt. Distributionen er blevet meget dyr. Og så er der alle de klimamæssige udfordringer i at sende en masse papir ud i verden. Og produktionstiden betyder, at et trykt magasin ikke kan være 100 procent aktuelt.

På den anden side indeholder de elektroniske medier en lang række muligheder, der sagtens kan føre en masse fordele med sig. Vi kan udgive artikler løbende og blive meget mere aktuelle. Vi kan inkludere små film, lydfiler og links til hjemmesider. Vi kan nemt udbrede artikler flere steder – for eksempel via sociale medier. Og meget andet; måske noget vi end ikke har tænkt på endnu.

Så efter at have vendt skråen et par gange, så jeg til sidst langt flere spændende muligheder end begrænsninger i et nyt, elektronisk Spektrum, og det har været spændende at udvikle. Det er håbet, at du som læser også oplever, at det nye, kommende Spektrum bliver en god oplevelse. Vi vil forsøge at bibeholde alt det, vi har oplevet, I har nydt at læse i det ’gamle’ Spektrum. Og samtidig udvikle det med nye tiltag.

(Artiklen fortsætter under billedet)

Spektrum er nu digital

Egen hjemmeside

Det nye Spektrum får sin egen hjemmeside – spektrum.danskoplysning.dk. Den bliver naturligvis lavet i VuptiWeb og de mange fleksible muligheder for at sætte sider op med forskellige paneler, så der kan veksles mellem tekst, billeder, film og så videre. Dermed kan det også tjene til inspiration til medlemsskolernes egne hjemmesider.

Dertil kommer et nyt nyhedsbrev, der udelukkende bringer nyt fra Spektrum. Dette opfordrer vi alle medlemsskolernes ledere, bestyrelser, ansatte og undervisere at tilmelde sig. Vi vil selv tilmelde alle hidtidige modtagere af Spektrum til dette nyhedsbrev – forudsat vi har deres mailadresse. Hvis du vil være helt sikker, kan du selv tilmelde dig Spektrums nyhedsbrev på ovenstående hjemmeside.

Da vi ikke længere er afhængige af at skulle samle indhold sammen til fire årlige udgivelser, vil vi lade indhold udkomme løbende. Det vil afpasses, så indholdet passer sammen med årshjulet i både medlemsskolerne, DOF og vores omkringliggende verden.

Samme og nyt

I arbejdet med et nyt Spektrum har vi snakket med en del medlemsskoler for at høre, hvad de ønsker af et medlemsmagasin. Både hvad de har foretrukket at læse i det eksisterende – og hvad de har savnet.

Det har ført til en række ønsker for, hvad et fremtidigt magasin skal indeholde:

Inspiration til udviklingen af aftenskolen. Både foreningen og dens aktiviteter.

Ny viden om alle de områder, der berører aftenskolen og folkeoplysningen.

Indhold, der styrker fællesskabet i DOF. Det er blandt andet portrætter af skoler og andet, der viser DOF’s mangfoldige fællesskab.

Hyggelig OG faglig læsning. Der skal både være længere, grundige artikler, der graver ned i et givent emne, og korte fortællinger, der kan læses i en kaffepause.

Vi håber, du vil tage godt imod det nye Spektrum, og opfordrer til, at du giver os besked, hvis du har ris, ros eller gode ideer!

Læs også