Et dejligt skulderklap
Skrevet af:
Lis Schlotfeldt, Kursusmedarbejder
Udgivet 6. marts 2023
I oktober 2022 var det igen tid til at måle tilfredsheden blandt medlemsskolerne, og vi må fortsat med glæde konstatere, at der er stor og udbredt tilfredshed med DOF! Når det så er sagt, så er der selvfølgelig altid plads til forbedringer.
Hvert andet år udsender DOF et spørgeskema til medlemsskolerne for at undersøge skolernes tilfredshed med DOF og DOF’s serviceydelser. Besvarelserne er et vigtigt input i udviklingen af DOF’s tilbud. Vi bringer her et indblik i svarene fra den nys gennemførte undersøgelse.
Medlemskabet har betydning
”Hvor vigtigt er medlemskabet af DOF for din skole?”
Det var undersøgelsens sidste spørgsmål, men ikke desto mindre af stor betydning og retningsgivende for DOF’s fortsatte arbejde. 96,55 procent svarer, at medlemskabet er meget vigtigt/vigtigt, hvilket giver en god og glædelig indikation af, at DOF’s tilbud og services spiller en væsentlig og ikke mindst brugbar rolle i langt de flestes dagligdag.
(Artiklen fortsætter under citatet)
At 96,5 procent er henholdsvis meget enige og enige i, at de føler sig godt behandlet i DOF, er godt at læse – og endda en lille forbedring i forhold til de foregående år."
God behandling og god kvalitet
At 96,5 procent er henholdsvis meget enige og enige i, at de føler sig godt behandlet i DOF, er godt at læse – og endda en lille forbedring i forhold til de foregående år.
87,4 procent synes, at DOF’s medlemstilbud er af god kvalitet, og med en stigning på lige knap 7 procent i forhold til til 2020 oplever 85,05 procent, at DOF’s medlemstilbud passer godt til skolens behov.
En kontinuerlig opgave ligger samtidig i at kommunikere disse tilbud og services ud til alle, da det er tydeligt, at der fortsat er medlemsydelser, som nogle ikke kender til eller har glemt. Man kan se, at tilfredshedsundersøgelsen i sig selv således fungerer godt som en lille reminder om, på hvilke måder DOF kan hjælpe og understøtte – og giver sekretariatet en god indikation af, hvor kommunikationen skal styrkes.
Indflydelsen halter?
Et dog iøjnefaldende fald ser vi, når det gælder spørgsmålet om, hvorvidt det er ’nemt at få indflydelse på DOF’s aktiviteter, tilbud og services’. Kun 49,4 procent svarer meget enig/enig, hvilket er et fald på 6 procent i forhold til 2020. At 31 procent svarer ”ved ikke” kan ikke være andet end tankevækkende og ikke tilfredsstillende. Årsagerne kan være mange, men det er tydeligt, at der her ligger en opgave i at kommunikere bedre om de eksisterende tilbud og i samme åndedrag gøre opmærksom på, at sekretariatet altid gerne vil hjælpe og er åbne for forslag. Samtidig ligger der også en opgave i at gøre opmærksom på de forskellige politiske organer og udvalg, som der er mulighed for at kontakte, såvel som blive en del af.
Ros på trods
At udrulningen og implementeringen af ASA ikke har været en dans på roser for medlemsskolerne er ingen hemmelighed. Det var og er ikke ’bare lige sådan’ at skulle starte forfra med at lære et nyt administrationssystem og nye arbejdsgange at kende. At det ville blive et relativt langt sejt træk – der også blev uheldigt forlænget af Covid19 – var alle og ikke mindst sekretariatet klar over. Desto mere glædeligt har det været at kigge på tilfredshedsundersøgelsen, der viser, at udfordringen er løst endog meget tilfredsstillende og uden at måtte give afkald på serviceniveauet:
94,83 procent giver udtryk for at være meget tilfredse/tilfredse med ASA-support, 85,71 procent er meget tilfredse/tilfredse med administrationssystemet som sådan, og det samme er gældende for VuptiWeb, hvor 94.74 procent er meget tilfredse/tilfredse med supporten og 96,55 procent med systemet som sådan.
Det er et dejligt klap på skulderen efter flere års hårdt arbejde med såvel udvikling, test og justering af systemerne, data-flyt, hjemmeside-flyt, kurser, workshops og ekstra behov for support. Der arbejdes fortsat ihærdigt for at flere bliver helt trygge ved brugen af ASA, og vi har en klar fornemmelse af, at det går støt fremad!
Fakta om ASA
ASA har været en stor arbejdsopgave for både medlemsskoler og DOF’s sekretariat. Tal pr. 6. februar 2023:
- 125 skoler bruger ASA aktivt. 158 skoler er oprettet i ASA.
- Fordelt på i alt 280 timer er der afholdt samlet 50 ’ASA for begyndere’-kurser, ASA-webinarer og ASA-workshops med i alt 290 deltagere.*
- Der har i gennemsnit været 3 timers transporttid per kursus/workshop og 1-2 timers forberedelse per kursus.
- Der er brugt omkring 300 timer på at flytte data fra DOFPro over til ASA.
* 43 ”ASA for begyndere”-kurser med i alt 247 deltagere og et samlet timeforbrug på 258 timer.
3 webinarer med i alt 20 deltagere og et timeforbrug på 6 timer.
4 workshops med i alt 23 deltagere og et timeforbrug på 16 timer.