En festlig finalefejring
Skrevet af:
Martin Hansen, Kommunikationskonsulent
Udgivet 8. november 2023
Historien, fremtiden, sang, grin og godt selskab var blandt hovedingredienserne, da DOF fejrede sin 50-års fødselsdag den 27. oktober. Fejringen markerede samtidig finalen på DOF’s jubilæumstiltag.
Rundt i DOF’s fem regioner var der indbudt til fejring den 27. oktober. Nogle steder med overdådig buffet og andre med pindemadder, men fælles for dem alle var, at rammerne var sat til en hyggelig eftermiddag og aften i gode fællers lag.
Den 27. oktober 1973 blev DOF stiftet i Kalundborg, og derfor var det oplagt, at denne dato – der tilmed faldt på en fredag – dannede rammen om kulminationen på DOF’s fejring af sit 50-års jubilæum. Igennem adskillige måneder har der været arbejdet både lokalt og i landsforbundet på at gøre dagen til en festdag.
Regionsbestyrelserne greb alle muligheden for at omdanne deres medlemsmøder til en festlig fejring – og i landssekretariatet var fokus på at skabe et fælles arrangement, der via storskærme kunne nydes i hele landet på én gang.
(Artiklen fortsætter efter billederne).
1.000 tak for en supergod planlægning af jubilæet. Ideen med en fælles online del de 5 ’regionsstationer’, var rigtig god. Teknikken kørte, og indholdet kl. 16 – 17 var perfekt timet.
Nyt og alligevel velkendt
I erkendelse af, at det ville blive svært at samle alle fra hele landet på et enkelt sted, besluttede jubilæumsudvalget sig for at prøve noget helt nyt. Selv om vi er trætte af at tale om corona-nedlukningerne, så kom der dog nogle gode ting ud af det. Et eksempel er, at vi fandt ud af, vi godt kan samles via skærme. Og onlinefejringen var derfor et forsøg på at trække på disse gode erfaringer og skabe en fælles fejring for alle – selv om vi ikke var fysisk sammen.
Der er dog ret stor forskel på at arrangere et møde eller kursus i Teams og så ville fastholde flere hundrede mennesker til et underholdende ’show’ med en masse forskellige indslag på en række storskærme.
Heldigvis kunne vi trække på ekspertise fra Sjak Christiansen. Han hjalp os med at indrette et tv-studie på kontoret i Roskilde, hvorfra vi kunne sende en time med forskellige indslag. Der var både direkte transmission fra de fem regioner, interview med DOF-koryfæer, taler fra formand og kulturminister – og en hilsen fra sekretariatslederen iført kilt!
(Artiklen fortsætter efter billederne).
”Ideen var godt tænkt og (overraskende) teknisk velfungerende. Indslagene var – forskellige – men helheden fungerede særdeles fint. Hvor jeg var, var der lutter glæde.”
Ikke helt slut endnu
Dagen var sidste del af den planlagte fejring af jubilæet. Men selv om der ikke kommer flere arrangementer eller andet, så er du stadig meget velkommen til at bruge både tegnefilm og jubilæumssangen i din skoles aktiviteter.
Og du kan også se – eller gense – onlinefejringen herunder.