Folkeoplysning og frivillighed side om side

Skrevet af:

Kirsten S. Knudsen, Foreningskonsulent

Udgivet 30. oktober 2023

Med central beliggenhed midt i Hobro, finder vi Biecentrets Oplysningsforbund, i daglig tale BOF. I sin tid rummede bygningerne det nu hedengangne Bies Bryggeri. Nu er de rammerne om et væld af aktiviteter, restaurant og andre spændende oplevelser.

Aktivitet og frivillighed på første parket

De smukke bygninger er behørigt restaurerede og fredede, og med beliggenheden midt i Hobro, lige ved siden af biblioteket, teateret og gågaden, kan man ikke ønske sig en bedre placering af frivillige aktiviteter.

Biecentret har eksisteret i 31 år, og leder Simon Griis har været med hele vejen. Huset er et aktivitets- og kulturhus, som kommunen stiller til rådighed, og Simons opgave var fra starten (og stadig) at fylde huset med aktiviteter. Det er der ikke ret mange penge til. Derfor er stedet et mekka af muligheder for at lægge en frivillig indsats. Hele 70 frivillige holder huset kørende, for ud over Simon er der kun nogle få ansatte til at tage sig af både administration og køkken.

Huset er ramme om mange typer af arrangementer af social, kulturel og sundhedsmæssig karakter. Langt de fleste af husets brugere er pensionister, selv om det ikke er et krav. Alle kan komme og spise sin middag i cafeen eller melde sig til et arrangement, og de frivillige aktiviteter kan man deltage i ved at betale et månedligt medlemskab. Aftenskolen adskiller sig dog lidt, den er sig egen.

En aftenskole fødes

Aftenskolen kom til verden for 12 år siden, da det viste sig, at der var et ’hul’ i aktiviteterne, så ikke alle følte, at der var noget for dem. Mange af de frivillige aktiviteter i huset har hobby-karakter. Der bliver syet, strikket, malet, spillet billard og kort, alt sammen med frivillig arbejdskraft som drivkraft.

Men der manglede kulturelle tilbud, og så kom en aftenskole på tale. Ikke for at overtage undervisningen i maleri, slægtsforskning eller træværkstedet, for der skal ikke være konkurrence mellem det frivillige og aftenskolen, men foredrag – spændende foredrag om historiske emner, litteratur, kunst og samfund var der brug for.

Der er ikke langt fra tanke til handling, og snart så Biecentrets Oplysningsforbund dagens lys. Aftenskolens administration er adskilt fra det øvrige hus, fordi den er en selvstændig enhed. Så ligesom mange andre aftenskoleledere kæmper Simon også med, at der er flere opgaver, end der er lønnet tid. Der er fordele ved at ligge i et aktivitets- og kulturhus, men der er stadig mange opgaver forbundet med en lille aftenskoles drift.

(Artiklen fortsætter efter billedet).

Simon Griis er den centrale og samlende kraft i Biecentrets Oplysningsforbund.

Simon Griis er den centrale og samlende kraft i Biecentrets Oplysningsforbund.

Højskoleuge – en kioskbasker

Med tiden er det blevet til mange hundrede foredrag, for hvert år udbyder oplysningsforbundet flere foredragsrækker og fyraftensforedrag, som trækker mange mennesker til. Mange af aktiviteterne bliver tilrettelagt i samarbejde med Biecentret, og også i aftenskolens arrangementer er der frivilligt arbejde involveret. For det første skal der jo stole til; der skal være mulighed for at købe mad eller kaffe og kage; der skal være nogen, der lukker huset af hver dag; og man kan blive ved. På den måde eksisterer Biecentrets Oplysningsforbund og Biecentrets aktiviteter i skøn symbiose.

Et af de helt store hit i aftenskolen er den årlige ’Højskoleuge’, hvor man køber sig til en uges program med ikke mindre end syv foredrag og en studietur. Derudover spiser man sammen og hygger sig over eftermiddagskaffen. Tilmeldingsdagen er et kapitel for sig. Det er den dag på året, hvor Simon står RIGTIG tidligt op. De første stiller sig i kø før kl. 6 om morgenen, og for at de ikke skal stå på række og fryse udenfor, er Simon på stikkerne og lukker folk ind i en sal, hvor de kan vente. Og mon ikke han er rundt med kaffekanden også?

Aftenskolens deltagere

Selv om Biecentret er et aktivitets- og kulturhus for alle borgere, så er de fleste, der bruger huset regelmæssigt, pensionister. Sådan er det også i aftenskolen, selv om den selvfølgelig også er åben for alle borgere.

Målgruppen af pensionister ændres dog i disse år, og det mærker Simon også i sit daglige arbejde. Det påvirker nemlig deres ’fødekæde’ af aktive frivillige, der har tid, lyst og kræfter til at deltage i de mange opgaver i huset. Med den ændrede efterlønsordning og den stigende pensionsalder, falder mængden af pensionister, som har overskud til at deltage i de frivillige opgaver, og det vil påvirke de kommende års måde at arbejde på. Der skal tænkes i nye løsninger, andre målgrupper eller en anden slags aktiviteter, så det fantastiske hus med den gode atmosfære også står klar til nye generationers behov.

Skoleinfo

Biecentrets Oplysningsforbund

Leder: Simon Griis
97 11 52 60
biecentret@mariagerfjord.dk
www.biecentret.dk

Nøgletal for 2022

26 deltagere
75 undervisningstimer
29 foredrag
1.653 deltagere foredrag
1 debatarrangementer

Læs også