Centrum for energi
Skrevet af:
Martin Hansen, Kommunikationskonsulent
Udgivet 30. maj 2022
Hirtshals kan måske synes i udkanten af Danmarkskortet. Men byen har en stille, insisterende energi over sig, der dækker over en foretagsomhed, der tiltrækker initiativer. Dette gælder ikke mindst en ganske ny aftenskole.
For 100 år siden var Hirtshals blot et beskedent fiskerleje med lidt over 400 beboere. I dag er byen et driftigt trafikknudepunkt med havn til både fiskeri og færger – og med over 5.600 indbyggere. Dette – at skabe en masse ud fra næsten ingenting – synes at ligge i områdets DNA. For blot et år siden skabte en flok ildsjæle en aftenskole fra grunden af. Helt tomhændede var de dog ikke, for med sig havde de en god blanding af erfaring, ideer, evner – og ikke mindst en utrolig stor portion energi!
Aktive kvinder
Maj-Britt Zielke, Laila Pallisgaard og Joan Grønfeldt har inviteret mig til en snak i sidstnævntes galleri og værksted, der har til huse i et hyggeligt ældre hus centralt i byen. Selv om det hverken er helligdag, ferie eller weekend, lyder klokken til galleriets indgangsdør med jævne mellemrum, når tyske eller norske turister træder ind for at se nærmere på galleriets fine keramik, malerier og glaskunst.
Joan Grønfeldt er kvinden bag keramikken. Men sammen med de to andre, er hun også en af ildsjælene bag Vendsyssel – fritid for alle. En aftenskole, der, som navnet antyder, fokuserer på at skabe meningsfyldte fritidsaktiviteter og fællesskaber.
Skoleleder, Maj-Britt Zielke, er den centrale årsag til skolens oprettelse, men selv om hendes udgangspunkt er yoga, er skolens fagudbud bredt og åbent for alle relevante fag. Dette understreges grundigt af det det faktum, at Laila Pallisgaard udover at være næstformand også underviser i tegning og maling (og har eget galleri), og at Joan Grønfeldt ved siden af posten som bestyrelsesmedlem underviser i keramik.
Hjem igen
Maj-Britt Zielke er for få år siden hjemvendt til Hirtshals efter en mange år i København. Hun havde dog ikke boet længe i sin barndoms hjemegn, før hun begyndte at tænke i at skabe nyt. Sammen med Laila Pallisgaard og andre gode bekendte startede de en ny aftenskole, men hurtigt viste det sig desværre, at der ikke var enighed om skolens udvikling. Snart blev de implicerede parter heldigvis enige om, at det var bedst at gå hver til sit, og straks herefter så Vendsyssel - fritid for alle dagens lys for et år siden.
Fra begyndelsen har skolen haft fokus på åbenhed. Både i forhold til fag og målgrupper. Det er næsten blevet et kendetegn, at mennesker kan henvende sig med ideer eller opfordringer til nye hold. Én ville gerne have et specielt hold i yoga – og skaffede selv deltagerne. Andre henvendte sig i vinter med ønsket om at lære løbbinding, så et sådant kursus er netop slået op. En chokoladekyndig tilbød sig i efteråret som underviser, og det førte til tre hold i julechokolade i december.
”Vi er ret fleksible og starter nogle gange hold op med underskud,” fortæller Maj-Britt Zielke, ”men det er nødvendigt her i begyndelsen, indtil vi får bedre fat i lokalbefolkningen.”
Plads til rejser
Heldigvis har det alligevel kunnet løbe rundt økonomisk.
”Det er min drøm, at denne skole skal være mit job resten af mit arbejdsliv. Derfor var jeg også klar til at dække eventuelle underskud med mine egne penge. Men det har ikke været nødvendigt,” smiler Maj-Britt Zielke.
Målet er, at skolen kan opretholde en lederstilling på 10 timer om ugen, hvilket Maj-Britt så vil supplere op med yogaundervisning.
”Men der skal også være tid til at rejse!” griner Maj-Britt.
Positiv økonomi
Aftenskolen er ikke helt oppe på et aktivitetsniveau, der kan bære den ønskede lederstilling, men er dog godt på vej. Skolens almindelige drift er trods Corona-nedlukninger i vækst, og dertil kommer tilskud fra en lang række fonde og puljer, som skolen flittigt søger.
Denne støtte åbner også for nye målgrupper og fag. Et eksempel er Ensomhedspuljen i Nordjylland – en særlig pulje til dem i nord som følge af, at Vendsyssel blev lukket ned under minksagen. Skolen søgte og modtog 100.000 kroner til projektet ”#sammenikkehverforsig”. Projektet var målrettet ensomme mennesker under nedlukningen, og støtten gik til tilskud til deltagerbetaling og værktøjer – herunder drejeskiver og en mobil krea-trolley.
Et andet aktuelt projekt er Familieakademiet, der er målrettet børnefamilier. Hjørring Kommune er udfordret af fraflytning, selvom kommunen både rummer gode job og billige boliger. Derfor skal projektet via kulturen hjælpe til med at gøre området attraktivt. DOF’s lokalforeningspulje og Nordea-fonden har støttet, og i første omgang er der arrangeret en række foredrag med forældrerollen som omdrejningspunkt.
”Det er min drøm, at denne skole skal være mit job resten af mit arbejdsliv. Derfor var jeg også klar til at dække eventuelle underskud med mine egne penge. Men det har ikke været nødvendigt".
Kunstner for en uge
Skolen laver aktiviteter for både voksne og børn. ’Kunstner for en uge’ er et eksempel på et nyt tiltag, hvor børn en uge i sommerferien kan stifte bekendtskab med et nyt kreativt fag hver dag i en uge. Projektet har været undervejs i flere år, men blev bremset af Coronaen.
”Der er normalt en masse, gode idrætstilbud i sommerferien, men der har ikke været noget for mere kreative børn,” forklarer Maj-Britt.
Sommerskolen opstod i øvrigt på baggrund af en henvendelse fra en forælder, og både Laila Pallisgaard og Joan Grønfeldt skal undervise hver én dag i deres fag.
Ramme for aktiviteter
”Aftenskolen er en perfekt ramme i hele administrationen af aktiviteter. Her er en base for at ansætte, udbetale løn, booke lokaler og så videre. Og samtidig er skolen også en base for at søge puljer,” siger Maj-Britt Zielke. Og hun slår samtidig fast, at det er vigtigt for dem at tænke i flere muligheder end dem, som folkeoplysningslovens rammer giver:
”Det er ideerne, der udstikker retningen, og hvis ikke vi kan inden for aftenskoletilskuddet, finder vi på andre måder.”
Nogle gange er det ideen, der bestemmer finansieringen, men andre gange er det en ny pulje, der udklækker nye ideer.
”Puljerne udvider paletten!” slår Laila Pallisgaard fast. ”Det skaber udvikling. De andre aftenskoler skifter måske et billede i deres katalog i forhold til sidste år, men ellers sker der sjældent meget nyt.”
Vækst – med måde
En anden tilgang, der skaber udvikling, er, at skolen hjælper andre foreninger. Surf og Natur – en lokal forening – havde behov for at udvikle sine aktiviteter, og sammen med aftenskolen søgte de tilskud til våddragter. Det har skabt en god kontakt til foreningen – og grobund for godt samarbejde fremover.
”Vi har i første omgang fokuseret aftenskolens aktiviteter i Hirtshals, hvor bestyrelsen har mange gode kontakter,” siger Laila Pallisgaard, ”men vi har netop meldt skolen ind i Hjørring Handel for at skabe netværk her også. Og dermed få aktiviteter i gang i Hjørring by.”
Trods store ambitioner er det vigtigt, at skolen bevarer sin lokale tilknytning, for som Maj-Britt understreger:
”Vi vil gerne være store – i Hjørring Kommune! Men ikke i flere kommuner. Vi vil være en lokal skole.”
DOF er en god hjælp
De er glade for DOF i det nordjyske:
”Vi kan bare ringe til Lars eller Jytte og få hjælp og støtte. Uden den hjælp havde vi ikke kunnet starte op,” smiler Maj-Britt.
Og Maj-Britt deltager tilmed i næsten alle kurser og møder, som DOF udbyder i Nordjylland.
Hun kender da også til både DOF og aftenskoleverdenen fra sin tid på Sjælland, hvor hun underviste i yoga. Derfor kender hun også til værdien af at fastholde underviserne med gode tilbud. Til dette bruger Maj-Britt flittigt DOF’s kurser og uddannelsespulje, så underviserne hele tiden er opdateret på nyeste viden. Men så forventes underviserne også at bidrage med mindst et enkelt hold i henholdsvis efterår og forår.
”Vi vil gerne give lidt ekstra til underviserne – også selvom det koster lidt,” siger Maj-Britt.
Derfor tilbød skolen for eksempel underviserne at kunne være med til Late Night Gong yoga gratis.
Energi, ideer og bobler
På dette tidspunkt i vores snak, har det været ret småt med spørgsmål fra min side. De tre kvinder har tydeligvis meget på hjerte, og de brænder for skolen og dens aktiviteter, og derfor går snakken helt af sig selv. Det gælder for hele bestyrelsen, fortæller de:
”Det er faktisk vores unge bestyrelsesmedlem, Karina Staub Holm, der kommer med de fleste ideer,” griner Joan Grønfeldt, og jeg smiler indforstået med, for det er svært at forstå, at det er muligt med mere energi, end den jeg oplever denne eftermiddag.
”Vi har stor tillid imellem os i bestyrelsen, og det er trygt at investere hjerteblod i projektet,” forklarer Joan, ”og jeg tror også, at aftenskolen oser af vores energi. Vi har engagement i det!”
”Men det kræver også ind imellem lidt bobler,” afbryder Maj-Britt og hentyder til bestyrelsens tradition med at dele en flaske en gang imellem.
Bestyrelsen mødes hver anden måned, men snakker ofte sammen herudover.
Digital markedsføring
Vendsyssel – fritid for alle har fra begyndelsen fravalgt at udsende et katalog. Primære markedsføringskanaler er hjemmesiden, Facebook og nyhedsbreve. Planen er at gøre en del ud af nyhedsbrevet, og derfor samles der målrettet mailadresser sammen. Ved alle relevante lejligheder indbydes folk til at tilmelde sig nyhedsbrevet. Det sker på den lokale Vesterhavs Basar, hvor skolen deltager, men også i flere af byens butikker.
Samtidig gør skolen også nyhedsbrevet attraktivt, for eksempel med at udsende særtilbud. Senest kunne to tilmelde sig til Late Night Gong yoga for ens pris. Det var jo en glimrende måde at få hele to nye deltagere ind på holdet.
På Facebook annoncerer de også, men der lægges mere energi i almindelige opslag. Det sker ved at få andre til at dele skolens opslag. NordsøPosten, der har over 20.000 følgere, deler gerne, og det samme gør andre lokale grupper og underviserne.
Dertil kommer, at skolen lever højt på glade deltagere, der skaffer nye via den gammelkendte mund til øre-metode.
Apropos den metode, så er jeg en anelse ør i hovedet ovenpå en virkelig god snak med de tre engagerede kvinder. Men også i godt humør, for energi smitter. Inden jeg kører hjem, får jeg lov til at følge med Maj-Britt hen på et af hendes stoleyoga-hold. Det foregår i en nedlagt Sømandskirke, som er omdannet til kulturhus og det fine kirkelokale bliver en tankevækkende kontrast til den gode snak. For her falder roen på – og det er med en god fornemmelse, jeg igen drager hjem fra Nordjylland. De har helt sikkert mange ideer og bolde i luften i Hirtshals – men de har også viljen og evnen til at gribe dem.
Skoleinfo
Vendsyssel – fritid for alle
Skoleleder: Maj-Britt Zielke
web: www.vendsysselfritidforalle.dk
mail: info@vendsysselfritidforalle.dk
Telefon: 30 51 15 40
Nøgletal i 2021
91 deltagere
140 undervisningstimer