Modstand fra politiske forbund

Tanken om et uafhængigt forbund mødte modstand – ikke mindst fra de politiske forbund. De havde hidtil haft mere eller mindre monopol som landsorganisationer og gennem deres politiske baglande både nationalt og lokalt været med til forme rammerne for sig selv. De politiske forbund havde således en række fordele, som de uorganiserede aftenskoler ikke havde. Det gjaldt blandt andet økonomisk støtte, der gav mulighed for ansættelse af centrale konsulenter og udbydelse af efteruddannelse til ledere og undervisere. DOF skulle ikke oprettes som en modsætning eller en konkurrent til de eksisterende forbund. Man ville blot have adgang til samme vilkår:

”Det er ikke hensigten med oprettelsen af et nyt oplysningsforbund at konkurrere med de eksisterende forbund for konkurrencens skyld. Vi ønsker et fornuftigt samarbejde, men vi vil ikke forskelsbehandles!” skrev Benjamin Blomgren i en henvendelse til private og kommunale aftenskoler i 1970.

Med et landsforbund ville de uafhængige aftenskoler også have mulighed for at blive hørt, når der skulle vedtages nye love og regler for området.

Flere forsøg

På et første, orienterende møde i februar 1970 dukkede blot seks interesserede op. Da man nogle få måneder senere indkaldte til stiftende møde, var man stadig for få til at stifte en forening, men arbejdet fortsatte. Og gruppen omkring begyndte at betragte DOF som så reel en størrelse, at den begyndte at udtale sig på DOF’s vegne. Arbejdet gik dog lidt langsommere i nogle år. Blandt andet fordi Benjamin Blomgren, der var central i fremdriften, fik ansættelse i undervisningsministeriet som konsulent for blandt andet aftenskoleområdet. Det betød, at han måtte indtage en mere tilbagetrukket rolle omkring DOF.

I 1972 kom der imidlertid røre om aftenskolerne. Ritt Bjerregaard var blevet undervisningsminister og dermed dengang ansvarlig for aftenskolerne. Hun fremsatte forslag om, at de organiserede aftenskoler skulle have deres tilskud gennem deres oplysningsforbund – og så kunne de uorganiserede skoler få det gennem amterne. Det førte til en del debat. De politiske oplysningsforbund støttede ideen, mens de uafhængige aftenskoler var nervøse for, hvad det kunne medføre på et område, der i forvejen forfordelte dem.

Forslaget blev forkastet, men det førte til fornyet interesse for DOF. Efter nogle forberedende møder indkaldtes til et stiftende møde i Kalundborg den 27. oktober, og da lykkedes det. 16 medlemmer var med fra denne dag. Flere af dem dog personlige medlemmer.

Overrasket formand

Ligesom Benjamin Blomgren var flere af de andre medstiftere mennesker, der havde stillinger eller på anden måde ikke følte sig egnede til at bestride de tunge poster i det nye oplysningsforbund. Derfor blev det Ane Schmidtsdorff, der på det tidspunkt var medarbejder i den nystartede Roskilde Aftenskole, der til egen overraskelse blev opstillet og valgt til formand:

”Jeg var et ubeskrevet blad,” fortæller Ane Schmidtsdorff i dag og nedtoner sin rolle. Selv om Ane stoppede som formand efter et år, fortsatte hun sit engagement i DOF og i sin egen aftenskole mange år efter.

Med kun 16 medlemmer blev der i de første år brugt en del ressourcer på at rekruttere nye medlemsskoler. Allerede fem dage efter stiftelsen var man oppe 27 medlemmer, men så gik det noget langsommere og efter et år var man 31 medlemmer. Ved udgangen af 1976 var DOF oppe på 58 medlemmer, men det var primært personlige medlemmer, der udgjorde stigningen. Spørgsmålet om personligt medlemskab var gennem en del år kilde til uoverensstemmelser. Herunder ikke mindst stemmeret. Problemet var, at nogle skoleledere meldte sig personligt ind blandt andet for at spare det noget dyrere skolekontingent.

Store konflikter

Medlemskab var ikke eneste kilde til konflikter i DOF’s levetid. Gennem tiden har økonomi, kontingentbetalinger og personlige modsætninger kostet en del energi.

I få tilfælde har det endog ført til korporligheder. Poul Erik Kandrup fra Helsingør Aftenskole og tidligere medlem af landsstyrelsen fortæller i DOF’s anden jubilæumsbog, at han på et landsmøde fysisk måtte lægge sig imellem DOF’s direktør, Laue Traberg Schmidt, og en skolerepræsentant. Og andre kilder beretter om episoder – med andre kombattanter, hvor der ikke nåede at komme nogen imellem. Bølgerne er ind imellem gået højt.

Ane Schmidtsdorff fortæller i dag, at hun i 1990’erne sammen med et par andre endte med at trække sig fra DOF efter kontroverser – i øvrigt også med direktør Laue Traberg Schmidt og andre fra den daværende landsstyrelse.

Og selv om det de sidste mange år heldigvis ikke er kommet til yderligheder, er der stadig et tydeligt engagement blandt DOF’s ildsjæle. Trods andre forbunds antydninger om det modsatte, har der ikke manglet holdninger i DOF.

(Artiklen fortsætter under billedet)

Store udfordringer

De første år bød på en del udfordringer. Det krævede sit at få en levedygtig landsorganisation på benene.

I 1974 begyndte DOF at modtage tilskud til uddannelse af undervisere og ledere – hele 17.000 kroner. Og året efter blev det til en bevilling til en halvtidskonsulent. Det førte til ansættelse af DOF’s første lønnede medarbejder, Bente Larsen.

Under skiftende formænd førte den følgende periode til fremgang og flere nye medlemmer, men desværre udviklede økonomien sige ikke helt så positivt. I 1982 stod det så slemt til med underskuddet, at der skulle gøres noget drastisk.

Niels Aundal, der kort forinden havde brudt med FOF og dannet en af landets største aftenskoler, HOF (Hovedstadens Oplysningsforbund), meldte sig ind i DOF og blev overtalt til at være formand. Samtidig overtog han (og HOF) en del af sekretariatsfunktionerne. De nu to halvtidskonsulenter blev afskediget, men der var behov for at ansætte en sekretariatsleder. Valget faldt på Herdis Mortensen, og sammen med Aundal og de efterfølgende formænd, Anne Kryger og Steffen Hartje, fik Herdis vendt skuden frem mod 1991, hvor DOF omsider blev godkendt på linje med de partipolitiske forbund og modtog tilskud i en størrelsesorden, som DOF’s størrelse berettigede.

Forbund eller paraply?

De partipolitiske forbunds uvilje mod DOF var tydelig helt oppe i slutningen af 80’erne. Steffen Hartje, der i 1988 blev formand, fortæller i DOF’s første jubilæumsbog, at de andre oplysningsforbund hævdede, at DOF ikke var et rigtigt oplysningsforbund, men en paraplyorganisation. Det var tydeligt, at betegnelsen paraplyorganisation ikke var ment som en påskønnelse, men at DOF var en holdningsløs størrelse, der derfor ikke fortjente at få samme rammer som de partipolitiske forbund.

Det var måske årsagen til, at DOF, der på det tidspunkt var vokset til at være landets tredjestørste forbund, kun fik en brøkdel af de statstilskud, som de politiske forbund modtog.

Denne kritik synes heldigvis i dag at være forstummet. DOF har gennem årene da også markeret sig som et oplysningsforbund, der har udviklet folkeoplysningen på en lang række områder, herunder IT, sundhed og specialundervisning. Og DOF har i dag et rigtig godt samarbejde med de partipolitiske forbund, hvor vi blandt andet sammen har lavet en række kampagner for aftenskolerne.

Men så sent som i 1998 kunne AOF’s daværende chef, Leif Max Hansen, ikke dy sig for stadig at beskrive DOF som en paraplyorganisation – endda i DOF’s egen jubilæumsbog! I samme åndedrag blev Dansk Husflidsselskab også betegnet paraplyorganisation, og da dette altid – og meget tydeligt har kæmpet husflidens sag – må ræsonnementet jo have været, at det åbenbart skulle være en partipolitisk holdning, der bar et ’rigtigt’ oplysningsforbund. Ikke blot en sag. Den tankegang synes dog heldigvis at være forsvundet i dag.

(Artiklen fortsætter efter boksen)

De politiske oplysningsforbund

Før DOF kom til, var der fire oplysningsforbund i Danmark. Disse var alle udsprunget af politiske partier – og flere af dem har stadig en fast tilknytning til deres stiftende partier.

AOF
Arbejdernes Oplysnings Forbund blev stiftet af Socialdemokratiet og fagbevægelsen i 1924.

LOF
Liberalt Oplysnings Forbund blev stiftet af Venstre i 1945.

FOF 
Folkeligt Oplysnings Forbund blev stiftet af Det konservative Folkeparti i 1947.

FO
Frit Oplysningsforbund blev stiftet af en kreds omkring Det radikale Venstre i 1952. FO er siden fusioneret med Dansk Husflidsselskab og hedder nu Fora – og har en væsentligt løsere tilknytning til Det Radikale Venstre.

Deltagerne er ligeglade

Måske var det partipolitiske grundlag heller ikke altid så stærkt ude i de enkelte aftenskoler. For selv om DOF aldrig har forsøgt at rekruttere allerede organiserede aftenskoler, så har der været en del, der gennem tiden på eget initiativ har skiftet tilhørsforhold fra et af de partipolitiske til DOF.

Ret beset er det heller ikke længere så vigtigt for den enkelte deltager, om de går hos AOF, FOF eller DOF. Erfaringerne viser, at deltagerne ofte end ikke er klar over, hvilket forbund ’deres’ aftenskole tilhører. Det er i stedet faget, lokaliteten, undervisningen, tidspunktet eller de andre deltagere, der afgør deltagernes valg af hold.

På den måde synes DOF’s tilgang til uafhængig folkeoplysning at være mere i tråd med tidsånden. Men vi skal dog kun 20-30 år tilbage i tiden, hvor eksempelvis min gamle farmor kun gik til knipling i FOF – og aldrig kunne drømme om at sætte sine ben i AOF!

Ben under eget bord

Som tidligere nævnt, fik DOF først i 1991 et tilskud, der svarede til vores størrelse. Nu var der også kommet 231 medlemsskoler i 211 kommuner (1990-tal). Det var vedtagelsen om, at dele af overskuddet fra Tips- og Lottomidlerne (i dag Udlodningsmidlerne) skulle tilføres oplysningsforbundene. Og dermed kom der økonomi til et fysisk sekretariat og til egentlige medlemsydelser. Indtil da havde DOF haft til huse på private adresser eller hos medlemsskoler.

Herdis Mortensen valgte dog at stoppe som sekretariatsleder, så det blev den nyansatte Knud Knudsen, der med titel af direktør skulle samle et sekretariat. Med udgangspunkt i lokaler i Odense ansatte Knudsen den følgende tid en række driftssikre medarbejdere. To af dem, Lars Refsing og Jytte Andersen, er i dag stadig en del af staben! Knud Knudsen røg efter få år ud i uenigheder omkring kompetencer og valgte at stoppe.

I 1994 ansatte man derfor førnævnte Laue Traberg Schmidt, der havde en fortid som både folketingsmedlem og direktør for Håndværksrådet med i bagagen. Det kræver ikke mange søgninger på internettet for at konstatere, at Laue Traberg Schmidt sidenhen blev en kontroversiel person. Og selv om jubilæumsbøgerne omtaler hans fire år i direktørsædet overvejende positivt, så skal man ikke tale med mange personer fra den tid i DOF for at høre mindre flatterende historier. Faktum er, at Laue Traberg Schmidt blandt andet fik sat gang i en masse gode it-initiativer, men at han også formåede at bruge en ellers betragtelig pengereserve.

Dobbeltudskiftning igen

Da Laue Traberg Schmidt stoppede i DOF, faldt det sammen med, at formand Niels Aundal pludseligt blev syg og måtte fratræde. Altså stod man stort set uden formand og direktør på samme tid. Heldigvis var organisationen trods tom bankbog godt rustet til at klare den udfordring. Det tydeliggøres ikke mindst af, at næstformand, Ingolf Christensen, stod klar til at overtage formandsposten. En post Ingolf har siddet på lige siden. Og tilmed formåede Ingolf sammen med forretningsudvalget at overtale den tidligere undervisningsminister (og dermed minister for aftenskolen), Ole Vig Jensen, til at overtage stillingen som direktør.

Ole Vig var som direktør med til at starte udviklingen af administrationssystemet DOFPro, der blev skabt i et samarbejde mellem DOF og FO og derfor først hed DOFO. Systemet er først netop blevet afløst af ASA.

Ole Vig sad ved roret i otte år til 2006. Og dermed var det blandt andet også ham, der forsøgte at råbe sine tidligere politikerkolleger op, da Anders Fogh-regeringen i 2002 med et slag halverede det kommunale tilskud til aftenskoler. Desværre uden held, og det førte til en del konkurser hos endog meget store aftenskoler. Blandt andet måtte Niels Aundals HOF dreje nøglen om. Det ramte alle landets aftenskoler og oplysningsforbund hårdt.

Nutid og fremtid

Efter Ole Vig stoppede i 2006, blev han afløst af Bodil Mørkøv Ullerup, der blot blev på posten i to år. Hun blev efterfulgt af Jacob Funder, der også kun var ansat i en kort periode. I 2010 blev Henrik Christensen ansat – nu med titel som sekretariatsleder. Henrik, der blandt andet tidligere var borgmester i Haslev Kommune og kom fra en stilling som leder af Dansk Folkeoplysnings Samråd, er stadig sekretariatsleder, og således har han sammen med Ingolf Christensen siddet i spidsen for den længste og måske mest stabile periode i DOF’s historie. I den tid har indtil flere både politikere og ansatte i DOF kunnet fejre både 20, 25 og 30-års jubilæer.

DOF har gennem årene flyttet sekretariat en del gange. I begyndelsen flyttede det lidt rundt i og omkring Odense – med satellitkontorer i blandt andet Silkeborg og København. Bodil Mørkøv Ullerup samlede dog hele sekretariatet i København, inden det i 2014 flyttede til Roskilde. Medarbejderne er dog spredt ud i landet, og derfor arbejder flere af dem ofte fra deres hjem. Dette er ikke blevet mindre udtalt efter Corona-nedlukningerne – og nu går overvejelserne derfor på, om der skal flyttes til lidt mindre lokaler.

Trods opture og nedgange har DOF gennem 50 år vist sit værd og sin berettigelse. Og som ansat oplever jeg en stor fornøjelse ved at opleve glæden og energien ved at være en del af livet i DOF. Om det er i omgangen med kolleger eller medlemsskolerne. På møder eller kurser. Det er bestemt ikke et holdningsløst fællesskab. Tværtimod. DOF vil noget med folkeoplysningen. Vi vil måske ikke alle præcis det samme, men det er måske vores største styrke?

Vil du vide mere?

Ovenstående gennemgang af DOF’s historie er i bedste fald overfladisk grundet pladsmangel. Jeg har måttet udelade omtale af mange, interessante begivenheder og ikke mindst personer, der har været helt afgørende for udviklingen af DOF.

Derfor anbefaler jeg at læse mere om DOF’s historie i de to jubilæumsbøger, der er udgivet i henholdsvis 1998 (25 år) og 2013 (40 år). De kan begge rekvireres hos DOF, og den nyeste kan også hentes som PDF her