Dans, kultur, sundhed og fællesskab

Forbindelsen mellem Aktiv med Demens og Den Rytmiske i Nordkraft lå lige for, da aftenskolen er en af de nærmeste naboer og blandt mange andre fag har dans på programmet. Holdet, som består af op til 20 deltagere, undervises af Kenneth Lisbjerg, som er meget begejstret for projektet, hvor han skal i gang med at undervise det tredje forløb.

Kenneth er underviser på flere forskellige slags dansehold, herunder både KOL- og demenshold. Han har danset hele sit liv, er tidligere danmarksmester i standarddanse og så er han vild med at undervise og ikke mindst på disse hold, hvor der er noget helt andet i spil.

I dette tilbud er det dans med partner, der undervises i, og det er mennesker med demens og deres pårørende, som deltager. Aldersmæssigt er der variation mellem deltagerne, da tilbuddet går meget op i ikke at tabuisere og at opspore sygdommen så tidligt som muligt. Derfor er der også deltagere, som er forholdsvis unge (i 50’erne).

”Det er nogen modige mennesker, der kommer,” fortæller Kenneth. ”De er lidt betænkelige første gang, og de er utilpasse med deres diagnose. Men undervejs griner de og har det sjovt, så det er fantastisk at opleve den udvikling. Dansen kan få deltagerne til ikke at tænke over deres demenssygdom, de nyder dansen og samværet. ”

For Kenneth er det vigtigt, at der er de rigtige tilbud, så man kan holde sig i gang, og dans er en fantastisk måde at vedligeholde sin balance og sin bevægelighed.

Enkelhed og gentagelse

For Kenneth er det en fantastisk målgruppe, men det kræver en underviser, der ved, hvad han gør. Det kræver tålmodighed og evne til at skabe tryghed, og det kræver, at man har overvejet nøje, hvordan de enkelte trin skal præsenteres og indøves.

Netop den enkelhed arbejder han meget med. Dels ved at gøre trinnene så enkle, som muligt, og dernæst at bryde det op i små bidder. Gentagelser er også meget væsentlige, og det gælder i alt: Fra det sted man mødes, og dem man følges med, til det lokale man danser i, og den lærer, der underviser.

”Dansene skal brydes op i indlæringsfasen, fordi der er en længere latenstid (tiden fra påvirkning til reaktion, red.). Det kræver, at tempoet sættes ned, og at trinene bliver gjort virkelig enkle. Jeg bruger meget den samme musik og de samme trin, meget enkle grundtrin”, fortæller Kenneth.

(Artiklen forsætter efter billedet).

Usikkerheden som underviser

”Mange af mine kolleger rundt omkring er lidt forbeholdne over for at undervise kronisk syge. Jeg vil gerne rumme de udfordringer, de har, og det kræver tålmodighed. Så jeg har skullet udvikle mig selv på en helt ny måde.”

Kenneth har flere dansehold for kronisk syge, og han har selv smidt usikkerheden over bord for længst:

”Jeg har været til et enkelt demenskursus, men ellers bruger jeg min erfaring. Jeg har også erfaring med undervisning af KOL-ramte, som jo er en fysiologisk sygdom, hvor det er vejrtrækningen, der er udfordringen. Og selv om det her er anderledes, fordi demens er en kognitiv sygdom, er det fælles, at der skal arbejdes meget med tilrettelæggelsen af undervisningen og tages hensyn til sygdommen”

Kenneth har i en alder af 33 år allerede undervist i 20 år og synes, at erfaringen betyder mest, fordi han hurtigt kan mærke hvornår og hvordan, han skal reagere, når en deltager ikke er helt med.

”Men det kræver nok, at man er en erfaren og dygtig underviser med stor faglig sikkerhed i dansen. Og ikke mindst at man har mod på det, for det er jo noget ganske andet end at undervise et almindeligt voksenhold i standarddanse.”

Gevinster

Det kræver noget af en som underviser, men man får 10-foldigt igen, mener Kenneth:

”Jeg har fået de mest vidunderlige tilbagemeldinger. Deltagerne har nydt det, og de er overraskede over, at de kunne lære at danse. Jeg er klar på at fortsætte.”

Igen kommer Kenneth ind på læringsmulighederne hos mennesker med demens:

”Der er forskel på dem. Nogle har for eksempel svært ved at samle fødderne, hvor andre kan. Men med tryghed og tid kan de faktisk godt lære det. Man skal ikke presse på for at kunne det. Samværet er også vigtigt. Som mennesker er vi jo bange for at lave fejl, så det er vigtigt, at der er plads til det fra underviserens side. Og der er faktisk lavet undersøgelser, som viser, at dans forebygger fald meget bedre end styrketræning. Hos demente skrælles kompetencer af som løg, og kan man i den proces passe bedre på balancen, så kan man styrke den del. Og hos KOL-deltagere er der færre indlæggelser hos dem der går til dans.”

Spørger man den kommunale samarbejdspartner, siger evalueringerne det samme. Eva Henningsen, som er koordinator i ’Aktiv med demens’, er enig med Kenneth i, at det bare er et godt tilbud:

”Kenneth gør det så enkelt, så selv om en del deltagere fra starten er lidt skeptiske og bekymrede over at skulle danse, så bliver de glade for det.”

Dansen med fremtiden

Puljemidler løber ud, og på nuværende tidspunkt ved Eva ikke, i hvilken form det kan videreføres. Kenneth tror egentlig, at det godt kunne fungere som et hold i aftenskolen, men der kan være visse barrierer. Ifølge Eva siger evalueringerne nemlig, at noget af det, deltagerne lægger vægt som vigtigt, er, at man mødes og følges. Så hun tror, at det bedst kan lade sig gøre, hvis der stadig er en tovholder, som holder sammen på gruppen og sikrer trygheden. Det er en del af Evas funktion at have samtaler med deltagerne og finde det rigtige tilbud til dem, og det vil også være svært at undvære.

Med de positive tilbagemeldinger fra alle parter, må vi håbe, at der bliver fundet en vej, så dansen kan fortsætte som en del af samarbejdet i Nordkraft.

Fællesskab heler

Aftenskoleleder for Den Rytmiske i Nordkraft, René Krone, er utroligt glad for samarbejdet med den kommunale partner om tilbuddet til mennesker med demens og deres pårørende.

”Når vi snakker om folkeoplysning, så har det jo det hele. Det er inkluderende, det favner mennesker, der har udfordringer. Og så det bidrager til, at vi er en aftenskole for alle,” fortæller René, som har den tilgang, at aftenskolen skal være et sted, hvor man skal have lov til at være fri og deltage, uanset hvilke skavanker man har. René er overbevist om, at ”fællesskab heler”, når det at være sammen med andre, og måske ovenikøbet andre, der er i samme båd, kan være med til at gøre livet lidt lettere.

”Vi er rigtig glade for at have partnerskabet med kommunen, så vi kan hjælpe hinanden med at skabe de gode tilbud,” fortsætter René, som allerede er på vej til det næste skridt på vejen:

”Vi skal lige have lavet den rigtige strategi, men vi er tæt på også at kunne starte et kor op for mennesker med demens og deres pårørende. Vi har en lærer, der er helt klar på opgaven, og så vi kan bruge Kenneths erfaringer et langt stykke hen ad vejen. Der er brug for at blive klædt på fagligt til opgaven, og det kan vi bruge Kenneth til, så når vi fremover skaber nye tilbud, kan de nye undervisere få et kursus med ham som forberedelse.”