Er Københavns Kommune på kant med loven?
Skrevet af:
Henrik Christensen, Sekretariatsleder
Udgivet 29. oktober 2023
En rapport fra Videncenter for Folkeoplysning afslører store problemer grundet manglende lokaletilskud i Københavns Kommune. Men Henrik Christensen savner, at rapporten ser skarpere på de politiske beslutninger, der igennem en årrække har presset aftenskolerne og nu risikerer at skabe en reel krise for en række ellers velfungerende aftenskoler.
Jeg vil gerne begynde med at sende en stor tak til Aftenskolernes Samråd i København for at tage initiativ til kortlægningen af lokaleforholdene i Københavns kommune og Videncenter for Folkeoplysning (Vifo) for at påtage sig opgaven med at beskrive, analysere og afrapportere.
Når man har læst en rapport på lidt mere end 120 sider om lokaler til aftenskoleundervisning i Hovedstaden, hvad sidder man så tilbage med – ud over bogstaver og grafer for sit indre øje? Jeg kan svare for mig selv, for ud over en dybere og fin nuanceret indsigt i forholdene i vores Hovedstad så sidder jeg tilbage med et ønske om at vide mere og få en bredere perspektivering!
Jeg vil ikke gennemgå rapportens fund her, men forsøge at sætte den ind i de lidt bredere perspektiver, jeg selv efterlyser.
På kant af loven?
Jeg vil lægge ud med et juridisk perspektiv, som rapporten kun i meget begrænset omfang berører. Jeg savner således en konkret og skarp forholden sig til, hvorvidt Københavns Kommune holder sig på den rigtige side af Folkeoplysningslovens regler om tilskud til aftenskolernes egne og lejede lokaler.
Beslutningen i midten af forrige årti om de facto at afskaffe lokaletilskud i kommunen er objektivt i strid med lovgivningen, som klart siger, at en kommune er forpligtet til at yde lokaletilskud, hvis ikke den kan stille et egnet lokale vederlagsfrit til rådighed.
Rapporten dokumenterer side op og side ned, at Københavns Kommune ikke kan eller vil stille egnede lokaler vederlagsfrit til rådighed for aftenskolerne, og at den uanfægtet afviser at yde lokaletilskud. Rapporten dokumenter, at den væsentligste udfordring omhandler faglokalerne, hvoraf kun 10 procent af undervisningen foregår i kommunale lokaler.
Med det in mente virker det ganske påfaldende, at kommunen kan undgå at have en udgift til lokaletilskud, når Folkeoplysningsloven i § 23 stk. 2 eksplicit siger, at det er en kommunal forpligtelse at yde tilskud.
Niveauet for tilskuddet har en kommune mulighed for selv at fastlægge, men 0 (nul) er ikke en mulighed!
Det er yderligere tankevækkende, når man læser, at 79 procent af undervisningen i almindelige lokaler (uden særligt udstyr) tillige varetages i aftenskolernes egne eller lejede lokaler. Her er kravene til kommunen om at yde lokaletilskud mere eksplicitte (FOL § 23 stk. 1), og rapportens generelle dokumentation af manglen på kommunale lokaler og udfordringer med lokalebooking tilsiger da også, at kommunen ej heller her kan stille nok egnede lokaler til rådighed for aftenskolerne.
(Artiklen fortsætter efter citatet).
Det opvejer imidlertid ikke det faktum, at udgifter til egne eller lejede lokaler i landets dyreste område målt på m2-pris risikerer at knække nakken på en række aftenskoler. Jeg tvivler således stærkt på, at vi har set den sidste skolelukning eller konkurs på aftenskoleområdet i København.
Aftenskoler i Hovedstaden er mere trængte
Det økonomiske perspektiv belyses i rapporten med flere vinkler, hvor det bl.a. fremhæves, at en større andel af aftenskolerne i København har svært ved at få økonomien til at hænge sammen, end det ses på landsplan. 58 procent af skolerne i København giver udtryk for, at det er svært eller meget svært at få økonomien til at løbe rundt. På landsplan er det tal 33 procent.
Under en femtedel af aftenskolerne i København synes, det er let eller meget let at få økonomien til at løbe rundt.
Rapporten dokumenterer, at økonomien er den største udfordring for de københavnske aftenskoler. Det kunne samtidigt have været interessant, hvis rapporten havde perspektiveret til økonomien og lokaletilskud i eksempelvis fem andre store kommuner.
Mange aftenskoler i København har – naturligt nok – måttet sætte deltagerprisen i vejret som følge af afskaffelsen af lokaletilskuddet. Der er naturligvis et skær af ’logik for burhøns’ over det: Når prisen sættes i vejret, om det så er til et aftenskolekursus, en biografbillet eller entreen til museet, så vil efterspørgslen falde, hvilket i sagens natur vil presse den enkelte aftenskoles økonomi yderligere.
Københavns Kommune har fjernet ca. 10 mio. kr. af lokaletilskuddet. Så nu udbetales blot lidt over 750.000 kr. i lokaletilskud målrettet skoler for psykisk sårbare, hvilket i min optik er prisværdigt og hensigtsmæssigt. Det opvejer imidlertid ikke det faktum, at udgifter til egne eller lejede lokaler i landets dyreste område målt på m2-pris risikerer at knække nakken på en række aftenskoler. Jeg tvivler således stærkt på, at vi har set den sidste skolelukning eller konkurs på aftenskoleområdet i København.
Aftenskole for de velstillede
Folkeoplysning og aftenskole bør i min optik være for alle. Men jeg anerkender naturligvis Folkeoplysningslovens krav om deltagerbetaling og rammerne, som generelt betyder, at der skal erlægges en væsentlig egenbetaling for at deltage i den folkeoplysende voksenundervisning.
Rapporten snitter kun det sociale perspektiv og med god grund, for der mangler viden. Rapporten fremhæver således, at det ikke har været muligt at sige noget om, hvorvidt de højere priser har ændret på deltagersammensætningen i aftenskolerne. Jeg havde gerne set dette perspektiv udfoldet i rapporten. Der kunne måske være fundet undersøgelser på andre områder inden for kulturen eller idrætten, hvor økonomi og stigning eller fald i egenbetaling kunne kobles sammen med et socialt perspektiv.
København er Danmarks hovedstad og den kommune med flest indbyggere – høj som lav, rig som fattig. Jeg oplever generelt en stærk italesættelse af social balance, lighed og mangfoldighed, når det kommer til politik i Hovedstaden. Det kunne således have været interessant med et perspektiv, der havde sat den stigende deltagerbetaling ind i en mere ’kommunestrategisk’ eller politisk kontekst. For mig er der ingen tvivl om, at rapporten indikerer, at der er en stadigt stigende gruppe af københavnere, for hvem folkeoplysning i form af aktiviteter i aftenskolen er en saga blot.
Politisk selvindsigt søges
Og dermed er jeg vist halvt på vej over i det politiske perspektiv. Jeg synes, det havde været interessant at få udfoldet nogle af de politiske beslutninger eller overvejelser nærmere.
Giver udviklingen på aftenskoleområdet anledning til nogen som helst refleksion? Når man i otte år har forfulgt en politisk ambition, hvor aftenskoleaktiviteter skal over i kommunale lokaler, og det for enhver er tydeligt, at ambitionen er urealistisk, eller der skal nogle helt andre virkemidler til, hvis man vil have succes, hvornår stopper man så op? Når det er tydeligt, at der skal helt andre boller på suppen, hvis aftenskolerne skal understøttes med kommunale lokaler, hvornår vil man så gå ind i det arbejde?
Aftenskolernes Hus rummede et potentiale, men blev, som rapporten også beskriver, lagt i en ramme, hvor aftenskolerne selv skulle bruge rigtigt mange kræfter og løbe risici.
Jeg tror, aftenskolerne over en bred kam har behov for at fokusere på kerneopgaven; undervisning, fællesskab og dannelse til københavnerne. Og så er det mit håb, at rapporten kan være en øjenåbner for de københavnske kulturpolitikere, så de kan tage nogle samtaler med hinanden og aftenskolerne i København om, hvordan vi kan sikre, at der også på sigt er et rigt og varieret aftenskoletilbud til københavnerne af høj kvalitet og uden en større social slagside end i resten af landet.
