Hvordan kan aftenskoler få nye idéer til kursustilbud
Skrevet af:
Cecilie Lunding Korsgaard, IT-supporter og digital markedsføringskonsulent
Udgivet 20. november 2024
Digitale værktøjer kan være en stor hjælp til aftenskolen. Få en række tips og tricks til, hvilke værktøjer, der kan hjælpe dig med at udvikle din skoles fremtidige aktiviteter.
I en tid, hvor forandringer sker hurtigt, og konkurrencen om deltagernes opmærksomhed er høj, er det vigtigere end nogensinde for aftenskoler at være innovative i udviklingen af kursustilbud. At tilbyde nytænkende og relevante kurser kræver en god forståelse af, hvad folk efterspørger nu og i fremtiden. Heldigvis er der i dag en række teknologiske værktøjer og metoder, der kan hjælpe dig med at opdage de nyeste trends og finde inspiration til nye kursustyper. Her præsenterer vi nogle af de mest effektive metoder til idéudvikling og trendanalyse.
Søgeordsanalyse: Hvad leder folk efter?
En effektiv metode til at finde kursusidéer er søgeordsanalyse. Værktøjer til søgemaskineoptimering (SEO) kan give indsigt i, hvad folk søger efter online på for eksempel Google. Ved at undersøge populære søgeord og kombinationer kan du få en fornemmelse af, hvilke emner der er i høj kurs. Prøv med søgninger, hvor ord som ’kursus’, ’undervisning’ og ’lær at’ indgår.
Relaterede søgeord
Relaterede søgeord er termer eller sætninger, der er nært beslægtede med et primært søgeord, og som brugere ofte søger på i samme kontekst. Du har sikkert oplevet, at Google kommer med forslag, når du taster din søgning ind. Disse forslag er relaterede søgeord/-fraser. Som hjemmesideejer kan du bruge viden om søgeord til at udvide og målrette indhold for at fange bredere brugerinteresser og søgeintentioner – altså til at optimere din hjemmesides indhold til søgemaskinerne.
(Artiklen fortsætter efter billedet).
De relaterede søgeord findes ved hjælp af data fra søgemaskiner, hvor algoritmer undersøger søgehistorik, søgeintention, og semantisk sammenhæng mellem ord. SEO-værktøjer samler disse data og viser de mest anvendte og relevante relaterede søgeord sammen med information om søgevolumen (hvor mange gange et søgeord søges på i en bestemt periode), konkurrence (hvor svært det er at rangere højt på et søgeord i søgemaskineresultaterne) og klikpriser (den gennemsnitlige pris, som annoncører betaler pr. klik, når nogen klikker på deres annonce for det søgeord (for eksempel med GoogleAds)).
Vi har bedt om relaterede søgeord for ’kursus’, ’lær at’ og ’aftenskole’ på værktøjet ubersuggest.com.
Du kan se hele listen her (PDF)
(Artiklen fortsætter efter billedet).
Brede interesser
Populære søgeord viser, at danskernes interesser spænder over erhvervsrettede færdigheder, personlig udvikling, kreativ udfoldelse, sprog, og sundhed.
Mange søgeord fokuserer på faglig opkvalificering som Excel, regnskab og projektstyring. Aftenskoler kan imødekomme dette med erhvervsrettede og digitale kurser, der støtter deltagernes karrieremuligheder. Samtidig ses interesse for kurser i personlig udvikling og mentale redskaber som mindfulness og konflikthåndtering, hvilket viser et behov for mental trivsel.
Kreative fag som keramik, blomsterbinding og syning er også efterspurgte og tiltrækker dem, der søger håndværksmæssig udfoldelse. Med kurser i forskellige kunstneriske discipliner kan aftenskolerne skabe et kreativt frirum. Sprogkurser i blandt andet spansk og japansk viser en nysgerrighed for kultur og kommunikation, og aftenskolerne kan udvide sprogtilbuddet for både begyndere og øvede.
Desuden er fysisk og mental sundhed i fokus med kurser som yoga og tai chi, og der er interesse for økonomisk viden med kurser i investering og aktiehandel. Ved at tilpasse sig disse tendenser kan aftenskolerne skabe kursustilbud, der afspejler de aktuelle behov og interesser i befolkningen.
Inspiration fra sociale medier
Sociale medier er en oplagt platform til at opdage trends og følge med i, hvad der interesserer forskellige målgrupper. Platforme som Instagram, TikTok og Pinterest tilbyder et væld af oplysninger om populære temaer og færdigheder. Ved at søge på disse platforme på hashtags som #kreativitet, #bæredygtighed og #sundhed kan du få indblik i emner, der er på vej frem.
Hashtags
Hashtags er en form for nøgleord eller emneetiketter, der bruges på sociale medier til at gruppere og organisere indhold. De består af et ord eller en kort sætning, der starter med tegnet “#” (for eksempel #aftenskole eller #kursus). Hashtags gør det nemmere for brugere at finde og følge emner, de interesserer sig for, og for at deltage i samtaler om specifikke temaer. Hvis du finder et interessant hashtag, kan du blot klikke på det for at se alle opslag med samme hashtag.
Ligesom du kan følge profiler, kan du også følge hashtags, sådan at opslag med det hashtags bliver vist i dit feed. Når du har klikket dig ind på et relevant hashtag for din skole skal du blot trykke på plus-knappen (på Instagram) eller trykke ’Følg’ på Facebook for at følge det.
(Artiklen fortsætter efter billedet).
Relaterede hashtags
TagsFinder.com er et værktøj til at finde populære og relevante hashtags til sociale medier. Ved at indtaste nøgleord genererer siden passende hashtags og viser statistik over de mest anvendte i forskellige lande, inklusive Danmark. Den foreslår også lignende og relaterede hashtags samt lokale hashtags for specifikke områder, hvilket gør det lettere at optimere indhold til større synlighed og engagement i relevante målgrupper.
Relaterede hashtags er de ord, der oftest bruges på Instagram i opslag med et søgt ord.
Relaterede hashtags til #kursus:
#denmark #sagnlandetlejre #københavn #ulderguld #plantefarvning #uld #friasfarvere #håndarbejde #healthy #sundhed #mad #aarhus #kogebog #vegetarisk #susannevang #sund #raw #vegetar #sundhedsklub #danmark #love #paleo #madkursus #grøntsager #copenhagen #vægttab #vegansk #slank #mælkesyrebakterier
Relaterede hashtags til #aftenskole:
#ditfrirum #aftenskole #sårbarhed #oplysning #inspiration #frirum #etgodtlivtilflere #dengrønnedagogaftenskole #østerbro #sårbar #motivation #hvordangårdet #foreleverafelever #enafos #dengrønne #undervisning #psykisksårbar #københavn #fællesskab
Søgning på relaterede hashtags viser samme temaer som relaterede søgeord. Relaterede søgeord til #kursus viser, at håndarbejde (især garnfarvning), madlavning med fokus på grøntsager og sundhed er populært. De populære relaterede hashtags til #aftenskole vidner om den åbne kommunikation om sårbare grupper og fællesskabs rolle i aftenskolen.
Brug af kunstig intelligens til idéudvikling
Kunstig intelligens kan være et oplagt værktøj til at skabe nye idéer. ChatGPT og andre AI-værktøjer kan hurtigt generere forslag til kursustemaer baseret på specifikke emner som sundhed, bæredygtighed eller kreativ udfoldelse. Ved for eksempel at spørge ChatGPT, "Hvilke nye kurser kan aftenskoler tilbyde inden for personlig udvikling?", kan du få en række inspirerende og aktuelle idéer. ChatGPT kan især hjælpe med at udvikle og komme med konkrete idéer inden for temaer, der ser ud til at blive trends.
Fordelen ved at bruge AI til idéudvikling er, at værktøjerne har adgang til enorme mængder information og kan foreslå idéer, som ikke nødvendigvis ligger lige for. De kan hjælpe med at afdække populære emner og inspirere til at sammensætte kurser på nye måder, som du måske ikke havde overvejet.
(Artiklen fortsætter efter eksemplerne).
Ved at bruge teknologiske værktøjer som søgeordsanalyse, sociale medieplatforme og kunstig intelligens kan du få indsigt i, hvad potentielle deltagere interesserer sig for. Dette gør det muligt at skræddersy kursustilbuddene, så de både er aktuelle og relevante for nutidens behov og fremtidige trends. Med lidt kreativitet og udnyttelse af digitale værktøjer kan aftenskoler fortsat spille en central rolle i at tilbyde læring og personlig udvikling – også i fremtiden.