5 gode grunde – til at have (mange) medlemmer i aftenskoleforeningen

Skrevet af:

Kirsten S. Knudsen, Foreningskonsulent

Udgivet 28. januar 2025

Så er det tid til at kigge på medlemslisten i aftenskoleforeningen og invitere til generalforsamling. Men hvor er listen egentlig? Er den vigtig? Hvor mange navne står der på den, og hvad skal vi egentlig med medlemmer? Her får du 5 gode grunde til at skærpe opmærksomheden på medlemmerne i jeres forening.

1. Medlemmer er kernen i det demokratiske miljø i foreningen

Man kan ikke have en forening uden medlemmer. Og slet ikke hvis man søger tilskud efter folkeoplysningslovens bestemmelser. Medlemmerne sikrer det demokratiske grundlag, og derfor skal der som minimum være så mange medlemmer, at de på generalforsamlingen kan udfordre den siddende bestyrelse. Det vil i praksis betyde, at der bør være så mange medlemmer, at de kan nedstemme bestyrelsen.

2. Medlemslisten er invitationslisten til generalforsamlingen

Generalforsamlingen er foreningens årlige møde, hvor der blandt andet skal vælges bestyrelse og revisor. Alle medlemmer skal have mulighed for at møde op og være med til at vælge, hvem der skal sidde på tillidsposterne i foreningen, få kendskab til regnskabet og diskutere foreningens virke. Forhåbentlig er generalforsamlingen også en fest, hvor man mødes og har det sjovt og kan diskutere små og store emner i foreningen, så den bliver kilde til netværk, ideer og udvikling.

3. Mange medlemmer giver legitimitet og kommunal opmærksomhed

Mange medlemmer gør foreningen interessant både i forvaltningen og på det politiske niveau. De mange medlemmer giver foreningen et stort netværk, som kan være med til at påvirke beslutningsprocesser. Mange medlemmer giver foreningen mange kommunikationskanaler, og dermed synlighed mange steder. Åbenhed og engagement giver liv omkring aftenskolen, som vil blive langt mere synlig end aftenskolen med de få medlemmer.

4. Mange medlemmer skaber adgang til flere aktive i foreningen

En stor medlemsskare kan styrke rekrutteringsbasen til bestyrelsen og det frivillige arbejde. Gode foreningsaktiviteter for medlemmer inviterer medlemmer ind i et fællesskab og et kig ind i foreningens maskinrum, som forhåbentlig kan give lyst til at bidrage som aktiv frivillig.

5. Mange medlemmer kan bygge bro til projekter og partnerskaber

Hvis I er en aftenskole, der gerne vil udvikle gennem projekter og partnerskaber, er det en fordel at have mange medlemmer, som er med til at legitimere og understrege foreningens eller projektets væsentlighed. Det har betydning både for jeres troværdighed over for samarbejdspartnere, og kan også have betydning for puljer og fondes lyst til at støtte jeres projekt.

Læs også