Hvem sætter rammerne for aftenskolen?

Skrevet af:
Gitte Overgaard, Projektkonsulent
Udgivet 26. februar 2025
Folkeoplysningsloven sætter de overordnede rammer, men den enkelte kommune har stor indflydelse på vilkårene for aftenskolerne. Derfor er det meget vigtigt, at den enkelte aftenskole søger at få indflydelse lokalt.
Hvem sætter rammerne for aftenskolerne? Det er et rigtig godt spørgsmål. Du tænker måske, at svaret ligger lige for, idet vi jo har en lov om netop folkeoplysning.
Det er for så vidt også rigtigt; folkeoplysningsloven sætter de overordnede rammerne for aktiviteterne i aftenskolerne, men det er ude i de enkelte kommuner, at vilkårene udmøntes og præciseres. Det foregår i paragraf 35.2-udvalgene også kaldet folkeoplysningsudvalgene (FOU).
Det vigtige folkeoplysningsudvalg
Der er valg til FOU i forbindelse med valget til kommunalbestyrelserne. Medlemmerne i FOU repræsenterer de forskellige foreningstyper, der er i kommunerne: idrætten, aftenskolerne, spejderne, musikforeningerne, handicapforeningerne, øvrige foreninger samt politikere.
Det er forskelligt fra kommune til kommune, hvilke kompetencer det lokale FOU har, men alle FOU har indflydelse på udarbejdelse af den lokale politik for foreningslivet – altså indflydelse på at sætte og administrere de lokale retningslinjer for foreningslivet. Herunder eksempelvis godkendelse af nye foreninger, administration af driftstilskud, lokaler og lokaletilskud, udviklingspuljer med videre.
(Artiklen fortsætter efter citatet).
Har du behov for at vide mere om arbejdet i FOU, så står jeg til rådighed.
Søg indflydelse
Vil du have indflydelse på vilkårene for foreningslivet og dermed aftenskolevilkårene i din kommune, er det altså meget vigtigt at sidde med i FOU, eller i det mindste sikre, at de personer, der repræsenterer aftenskolerne i FOU, er kvalificerede til opgaven.
Det er meget forskelligt fra kommune til kommune, hvordan valget til FOU foregår. I nogle kommuner er det, det lokale aftenskolesamråd, der indstiller til pladserne. I andre kommuner foregår det via offentlige valg, men helt sikkert er det, at der er valg til FOU hvert fjerde år i forbindelse med kommunalvalget. Helt sikkert er det også, at vil du have indflydelse på vilkårene for aftenskolernes virke, herunder medbestemmelse på hvilke udviklingsprojekter der skal have penge fra udviklingspuljen, så skal du sidde med i FOU.
Få hjælp
Har du behov for at vide mere om arbejdet i FOU, så står jeg til rådighed. Jeg har siddet i forskellige FOU gennem mange år, og jeg er sikker på, at vi sammen kan finde gode løsninger, så vi kan gøre vilkårene for aftenskolernes virke i din kommune mere attraktive.
Svaret på spørgsmålet i overskriften er altså, at I ude lokalt i de enkelte kommuner har stor indflydelse på vilkårene for aftenskoleaktiviteterne. Vil I have indflydelse på de lokale vilkår i jeres kommune, så kan jeg derfor kun opfordre jer til at stille op til det kommende FOU-valg.
“Kip med flaget” og hjælp med at synliggøre og få indflydelsen på aftenskolernes virke i din kommune.

Få mere at vide
Kontakt Gitte Overgaard for at vide mere om arbejdet i FOU.